1
Vis content
(Link åbner i ny fane)
Spring til sidefod
(Link åbner i ny fane)

De sidste tre dage af den Portugisiske Camino

Tre vandrere poserer foran katedralen i Santiago de Compostela på dag 14 af den portugisiske Camino, med barokke tårne bag dem.

I Pontevedra mødes Kystruten med den Centrale Rute, og det er også her, jeg mødes med mine kollegaer for at få en fornemmelse af, hvad Caminoen egentlig går ud på. Min kollega, Mareks, har gået den Portugisiske Camino hele vejen fra Porto, og min anden kollega, Christina, har gået turen fra Baiona.

Tre vandrere poserer foran katedralen i Santiago de Compostela på dag 14 af den portugisiske Camino, med barokke tårne bag dem.

Lidt om den Portugisiske Camino!

Den portugisiske Camino er en af de mest populære pilgrimsruter mod Santiago de Compostela i Spanien. Både kystruten og den centrale rute starter i Portugal og fører dig nordpå gennem hyggelige byer, små landsbyer og smukke landskaber, inden du krydser grænsen til Spanien og fortsætter gennem grønne Galicien mod den ikoniske katedral i Santiago.

På vores ture kan du blandt andet opleve den klassiske, centrale rute fra Porto eller den smukke kystrute, hvor Atlanterhavet ofte følger dig undervejs. Hvis du ikke har mulighed for at hive 14 dage ud af kalenderen, kan du også vælge at starte turen i Baiona i stedet. 

Stenvejviser på Portugisiske Camino med gul musling på blå flise og gul pil, grøn vegetation i baggrunden.

Ankomst til Pontevedra

Jeg tager et direkte fly fra København til Porto, hvor jeg mødes med min chauffør. Det er nemlig muligt at bestille en transferfra lufthavnen til sit første hotel på vores Portugisiske Camino, hvis man ikke har lyst til at begive sig ud i den offentlige transport. Efter en køretur på omkring to en halv time ankommer jeg til Pontevedra. Byen er fyldt med pilgrimme, der ankommer efter en lang dags vandring – enten langs kysten fra Redondela eller fra den lille by Arcade.

Pontevedra er en forholdsvis stor by med mange hyggelige butikker og restauranter. Der er også rig mulighed for at fylde op på snacks i et af de mange supermarkeder. Pontevedra er især kendt for sin historiske bymidte, der er fyldt med brostensbelagte gader, små torve og gamle, fine huse. Og så er bymidten desuden også stort set bilfri, så du kan trygt gå rundt og nyde stilheden – eller måske ikke stilheden, men lyden af alle de andre glade pilgrimme.

Hvor skal jeg spise?
Pontevedra er fyldt med hyggelige små steder, hvor du kan spise aftensmad. Ligesom så mange andre steder i Spanien åbner mange af restauranterne dog først op for aftensmad omkring klokken 19:30-20. De spiser nemlig ret sent. Vi fandt dog en hyggelig restaurant tæt på Ottone Pontevedra, som var åben til aftensmad allerede klokken 18:30. Her fik vi lækker tapas og et glas vin.

Hvor skal jeg sove?
Vi boede på Hotel Rias Bajas – et super fint hotel tæt på bymidten og selve Caminoen. Hvis du er heldig, får du et værelse med badekar – det havde både Christina og Mareks, hvilket i den grad skabte glæde efter en lang dag på Caminoen.

Kvindelig vandrer med rygsæk på belagt sti gennem grønt landskab på portugisiske Camino. Frodige træer indramme stien med bakker i det fjerne.

Fra Pontevedra til Caldas de Reis – ca. 22 km

Dagens rute starter næsten lige ude foran dit hotel og fører dig gennem gaderne i Pontevedra. Der går ikke længe, før du kommer til den første café, hvor du kan sidde under vinrankerne og få dig en kop kaffe og et stykke kage. Især kagen med mandler og flormelis kan anbefales. Det meste af dagen går du enten gennem skov eller vinmarker. Undervejs kommer du forbi et lille vandløb, hvor du kan tage skoene af og dyppe dem i det kølige vand.

Hvis du føler, at der er lidt flere mennesker på ruten i dag, end der var i går, så giver det god mening, da det netop er denne rute, der forbinder den centrale rute med Kystruten. Ruten er nem at følge, og der er rig mulighed for at samle stempler undervejs.

Du ankommer til den lille by Caldas de Reis. “Caldas” kommer fra det latinske ord for varme kilder. Byen har nemlig været kendt for sine termiske kilder siden romertiden, og flere steder i byen løber der stadig varmt vand op fra undergrunden. Det betyder, at byen er fyldt med gamle badeanlæg, som mange trætte Camino-fødder benytter sig af.

To vandrere med Bering Travel trøjer og rygsække går på en grusvej gennem grønt landskab på den portugisiske Camino.

Hvor skal jeg spise?
Caldas de Reis er som sagt en mindre by, og der er derfor heller ikke helt så mange spisesteder, som der var i Pontevedra – og mange af de steder, der er, åbner først mellem 19:30 og 20:00. Vi spiste på restauranten O Muino, der er virkelig fint placeret ned mod floden. Hvis du er til vin, skal du endelig sige ja tak, når de spørger, om du vil smage den lokale vin – den bliver nemlig serveret i skåle og ikke vinglas. Det er en ret speciel oplevelse at sidde der og drikke vin af en skål, men vinen er lækker, og oplevelsen er sjov. Maden er også lækker. Jeg kan anbefale deres Berberechos al vapor med brød til.

Hvor skal jeg sove?
Vi boede på Hotel Celenis – et virkelig fint, lille hotel med en skøn vært! Andrea i receptionen var virkelig skøn og var med til, at man straks følte sig godt tilpas.

Portugisisk Camino måltid: grillet blæksprutte med pomfritter, muslinger med citron, øl og vin på et restaurantbord.

Fra Caldas de Reis til Padrón – ca. 20 km

I dag er en dejlig dag. Du skal ikke gå særlig længe, før du er ude af byen og har udsigt til både skov og bjerge. Hvis du har mulighed for det, så start din dag kort efter solopgang (nok nemmest hvis du rejser i foråret), så kan du nemlig opleve det smukkeste lys, når solen skinner over bjergene og ned gennem træerne. Det meste af dagen foregår på skovstier, og det er virkelig skønt.

Du kommer til den smukke kirke Iglesia de Santa Marina de Carracedo, hvor vi anbefaler, at du lige stopper op og ser dig omkring. Kirken er især kendt for sit store barokke klokketårn og har været et kendt pilgrimssted i mange år. Der har sandsynligvis ligget et religiøst sted her siden middelalderen, og området har i mange år været knyttet til pilgrimme på vej mod Santiago. Flere kilder forbinder stedet med et gammelt kloster, som pilgrimme tidligere passerede undervejs.

Undervejs på dagens rute kommer du forbi flere caféer, så det er muligt at få både mad og drikke – og toiletpause – undervejs. Som altid anbefaler vi dog også, at du har vand og snacks med i tasken. Bare for en sikkerheds skyld.

Stenvejmarkør med gult Camino-muslingesymbol på landlig sti. Grøn eng og træ synlige i baggrunden i blødt sollys.

Efter nogle timer ankommer du til skønne Padrón! Padrón er en af de vigtigste byer på den Portugisiske Camino – ikke fordi den er stor, men fordi den spiller en ret central rolle i historien om apostlen Jakob og Santiago de Compostela. Ifølge legenden blev apostlen Sankt Jakob fragtet til Galicien med båd efter sin død i Jerusalem. Og netop her i Padrón skulle båden have lagt til. Byens navn kommer faktisk fra ordet pedrón – en stor sten, som båden efter sigende blev fortøjet til. Og hvis du gerne vil se den berømte sten, skal du gå op til den store kirke i centrum af Padrón - Iglesia de Santiago de Padrón.

Hvis benene er til det, kan jeg i øvrigt anbefale en tur op ad de mange trapper til Santiaguiño do Monte. En af de mest kendte detaljer ved stedet er en sten, hvor man ifølge legenden kan se aftrykket fra Sankt Jakobs stav eller hånd. Ifølge legenden slog Jakob sin stav mod klippen for at lade vand springe frem. Stedet er utrolig smukt og fredfyldt – især hvis du kommer på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange andre mennesker.

To pilgrimme med rygsække og vandrestave ser på en historisk stenkirkemed klokketårne i en portugisisk landsby på Camino.
Bord på portugisisk Camino med bøf i pande, pommes frites, quesadilla, suppe, Estrella Galicia øl og friskt brød.

Hvor skal jeg spise?
Der er masser af spisesteder i Padrón. Vi havde lyst til mexicansk – og en restaurant, der var åben til “almindelig spisetid” klokken 18:30, så vores valg faldt på restauranten A Catrina Padrón. Maden var lækker, og stemningen var god.

Hvor skal jeg bo?
I Padrón boede vi på Hotel Corona de Padrón. Endnu et virkelig fint hotel med udsigt til floden Sar, der fint løber gennem byen.

Fra Padrón til Santiago – ca. 25 km

I dag er det slutspurten, du har ventet på. Måske er du gået hele vejen fra Porto, eller måske er du startet lidt senere. Det betyder ikke noget. Det, der betyder noget, er, at du næsten er i mål på din rejse. Måske var hele formålet med turen at nå til Santiago. Måske havde du andre mål med rejsen. Uanset hvad, så er turen ved at nå til vejs ende.

Du starter med at gå forbi Iglesia de Santiago de Padrón blot for at følge Camino-skiltene mod Santiago, der langsomt kommer tættere og tættere på. Lige pludselig vil du opdage, at det ikke længere er tocifrede tal, der præger stenene – nu står der pludselig KM 9,470.

Selve ruten er måske ikke den mest inspirerende del af turen, men det er heller ikke det, der er det vigtige her. Måske møder du tilfældigt ægteparret fra Tyskland, som du første gang sagde hej til i Arcade. Eller måske går du en kilometer eller to sammen med den frivillige kirkegruppe fra Canada, som du mødte første gang tilbage i Baiona. Det handler om de mennesker, du mødte undervejs, og den magi, du oplevede på stierne.

Tre vandrere i sort tøj hviler ved et stenbassinet på den portugisiske Camino. Manden foran tager en selfie.

Selvom du nærmer dig katedralen, så gør dig selv en tjeneste lige at gå ind i parken Parque da Alameda – her får du en fantastisk udsigt mod den imponerende kirke. Og så kan du jo også lige købe en is, som du kan nyde på vejen mod målet.

Du går gennem de gamle gader i Santiago, fyldt med restauranter og butikker, indtil det hele åbner sig op, og du står på den store plads foran den smukke og vildt imponerende katedral. Det er svært at vide, hvordan man reagerer, når man står der. Nogle græder, nogle jubler, og nogle står i stilhed og nyder synet. Uanset hvordan du reagerer, så klarede du den – du kom i mål.

To kvindelige vandrere med rygsække giver high-five på en stentorv. Historisk bygning i baggrunden med andre pilgrimme.

Praktisk

Det er muligt at se katedralen indefra. Det er gratis, hvis du bare vil ind i selve kirken. Det er muligt at komme op på taget af katedralen, det kræver dog billet, som du kan købe ved katedralen. Der er pilgrimsmesser i løbet af dagen. De starter klokken 7:30, 9:30, 12 og 19:30. Husk at komme i god tid, især i højsæsonen – der er mange mennesker.

Det er også ved katedralen, du får dit certifikat. Husk dit pilgrimspas, hvor du skal have fået to stempler hver dag. Det er muligt at få stempler flere steder på ruterne. De fleste restauranter og hoteller tilbyder stempler.

Santiago er en hyggelig by at gå på opdagelse i, så hvis du har en sen flyafgang eller en ekstra overnatning, er der masser at opleve.

Hvor skal jeg spise?
Santiago er en stor by, og der er MASSER af muligheder for at finde mad. Vi var trætte og sultne, så vi fandt en lille tapasrestaurant tæt på katedralen. Her fik vi lækker tapas og vin til rimelige priser.

Hvor skal jeg bo?
Vi boede på Hotel Capitol – et meget fint hotel tæt på centrum – og ikke særlig langt fra katedralen, hvilket virkelig er skønt, når man har gået så mange kilometer, og benene er trætte.

Santiago de Compostela katedral med udsmykkede stentårne og spir, der rejser sig over byens tage, indrammet af grønt løvværk.
Fri afbestilling
indtil 35 dage før afrejse
Læs mere om fri afbestilling
/da/inspiration/35-dages-fri-afbestilling

Vi har en masse rejser, hvor vi har særligt lempelige betingelser for afbestilling.

Det betyder, at du mod et lille gebyr (350kr pr. person) frit kan afbestille din rejse indtil 35 dage før afrejse.

Bemærk, at dette ikke gælder alle rejser. Læs mere via linket herunder.

Læs mere om fri afbestilling
Fri afbestilling
Andreas sidder på klippeformation og drikker af flaske, bærer hat og rygsæk. Dramatisk bjerglandskab med toppe og dale i baggrunden.
Ved booking af en rejse får du nu særlige betingelser.