Skotland er måske mit yndlingsland i hele verden, så da jeg endnu en gang fik mulighed for at snøre vandrestøvlerne og tage af sted, var det helt oplagt for mig at tage en tur til den fantastiske West Highland Way. Det er 3 år og et sæt tvillinger siden, jeg sidst var afsted på en vandretur, så min glæde og begejstring for at komme afsted var, indrømmet, ret høj.
Jeg har tidligere været på vandretur i Skotland. Dengang gik turen til Glencoe og Isle of Skye, så jeg var meget spændt på at få lov til at opleve den legendariske West Highland Way. Hele turen er en 10-dages tur med 8 vandredage. Vi har dog også en 8-dages version med 6 vandredage, hvor man springer to dage på i alt omkring 40 km over. Det var den tur, jeg valgte at tage på, og jeg følte ikke, at jeg gik glip af noget.
Med på turen havde jeg min mor på 60 år. Jeg er selv 35 år og i rimelig god form, så jeg var ikke nervøs for at tage af sted på turen. Udsigten til regn var heller ikke noget, jeg mistede søvn over – jeg har som sagt været i Skotland tidligere, og jeg har også vandret i både Irland og på Færøerne, så regnen er jeg vant til.
På billedet kan du se, hvad jeg havde i min rygsæk - udover kørekort, hævekort, lidt kontanter, madpakke og vand.
Dag 1 i turbeskrivelsen er altid en ankomstdag, så vi brugte dagen på at tage fra Odense til København, hvor vi skulle med et direkte fly til Edinburgh. Turen starter egentlig tæt på Glasgow, men flyene til Edinburgh er ofte bedre.
Da vi ankom til Edinburgh, fandt vi vej ud til parkeringsområdet, hvor vi ville blive hentet af vores chauffør. Vi havde nemlig bestilt en transfer fra lufthavnen til det første hotel. Det er også muligt at tage offentlig transport, men en transfer er både nemmere og hurtigere. Vores chauffør hedder Craig, og han er en fantastisk mand. Han bruger hele køreturen på at fortælle os om skotsk historie – det er vigtigt at kende historien for at forstå landskabet, siger han, imens bilen snor sig på de snoede veje igennem det skotske landskab. Og et godt råd: Hvis du har tendens til køresyge, så bed om at sidde foran. Det må man gerne. Som Craig siger: "There's not a straight road in Scotland!"
Vi skal overnatte på Hotel Premier Inn i Milngavie, et par km uden for Glasgow og ca. 15 minutters gang fra starten af West Highland Way. Inden vi bliver sat af ved hotellet, kører Craig os et par meter længere ned ad vejen for at vise os en pub, hvor han anbefaler, at vi spiser om aftenen. Pubben hedder The Burnbrae, og opfordringen om at spise aftensmad der, er hermed givet videre. Det var virkelig lækkert.
På vej tilbage til hotellet går vi forbi en Waitrose og en Aldi, hvor vi køber ind til turen. Snacks, drikkevarer og en pakke toastbrød. Jeg har et glas peanutbutter med hjemmefra, så vi kan lave peanutbutter-sandwich til frokost.
Vi kan høre regnen, inden vi ser den. Da vi trækker gardinerne fra om morgenen, er himlen grå, og regnen er allerede begyndt, men det er okay. Vi har naturligvis pakket regnjakken. Morgenmaden bliver indtaget i hotellets restaurant og er noget sparsom. Der er dog både lidt brød og yoghurt, og min mor får en tår kaffe, så det er, som det skal være. Bagagen skal afleveres klokken 8 – det er den eneste dag, man skal aflevere sin bagage personligt. Alle de andre dage er det nok bare at stille den i receptionen.
Starten af West Highland Way er som sagt omkring 15 minutters gang fra hotellet. Den er markeret med en fin lille statue, så den er svær at overse. Ved siden af starten er der en lille Londis, hvor du kan købe Smidge. Hvis du ikke allerede har købt det, vil jeg stærkt anbefale, at du gør det. Smidge er med til at holde de små irriterende midges væk fra dig – eller det er i hvert fald værre, hvis du ikke har det på. Almindelig insektspray hjemmefra virker ikke, det bedste er Smidge.
Hvis du ikke er bekendt med midges, eller mitter på dansk, er det små myggeagtige væsner. De kommer i sværme af tusindvis og så bider de. De kan ikke flyve, hvis det blæser, bare en fin brise er nok, og de bryder sig heller ikke om stærk sol eller øsende regn. De elsker, når det er overskyet og lidt fugtigt, og det er jo egentlig sådan, det er i Skotland det meste af tiden. De flyver langsomt, så når du er i gang, er de ikke nødvendigvis generende, men i det øjeblik du stopper op, er de der. Så Smidge og et hovednet kan anbefales herfra, hvis du er "uheldig" at have en dag med vindstille og overskyet vejr.
Vi får købt vores Smidge og bevæger os afsted. Regnen stopper ikke, men det gør ikke noget, fordi landskabet er skønt. Det er grønt og frodigt, fyldt med mos og store bregner. Efter et par timer ankommer vi til Glengoyne Distillery, hvor vi har en voucher til en rundvisning på destilleriet. Vi vælger dog at springe turen over, da jeg tidligere har arbejdet på et destilleri og derfor allerede ved en del om processen, og fordi vi simpelthen er for våde til at kunne nyde sådan en tur ordentligt. Der er ingen café tilknyttet destilleriet, der er dog et toilet, og vi finder en bænk, hvor vi spiser vores frokost. Det regner stadig. Omkring 15 minutter fra destilleriet kommer vi til en lille, skøn café. Her går vi ind for at få lidt tørvejr og noget at drikke. Det er også her, at jeg opdager, at min trofaste regnjakke ikke kan mere. Den har været med mig i Irland, Skotland og på Færøerne, men nu kunne den ikke mere, og jeg er våd. Heldigvis er jeg i Skotland, så mit humør er ikke påvirket.
Om eftermiddagen ankommer vi til Drymen, hvor vi skal overnatte på Bed & Breakfast Ashbank. Et virkelig fint sted med en fantastisk vært, Tommy. Tommy sørger også for at køre mig til en by i nærheden, så jeg kan købe en ny regnjakke. Tak, Tommy! Der er en lille lokal pub og en lille pastarestaurant. Vi spiser på pastarestauranten, da pubben allerede var fyldt. Der er også en lille Spar-butik. Det er nu, du skal handle, hvis du mangler noget.
Dagen i dag starter endnu en gang med et grønt og frodigt landskab. Det regner ikke, men skyerne er tunge, og vi ved, at der kommer byger i løbet af dagen. Der går ikke længe, før vi får øje på dagens "udfordring", Conic Hill. I Danmark ville vi nok kalde det et lille bjerg, men nu er vi jo i Skotland, og der er 361 meter altså kun en bakke. Det går godt opad, og ret hurtigt får vi udsigt til Loch Lomond. På toppen skulle der være en fantastisk udsigt. Det når vi dog ikke at opleve. Ha himlen vælger at åbne sig, da vi når toppen, så vi begynder vores nedstigning i øsende regn. Stien ned er lavet af store sten, og de bliver glatte, når det er vådt, så det er vigtigt at passe på her. Jeg taler af erfaring, for efter et uopmærksomt øjeblik glider jeg lige ned på bagdelen. Det eneste, der kom til skade, var dog heldigvis min stolthed. Regnen stopper, og vi får igen fantastiske udsigter mod vandet.
For enden af Conic Hill kommer vi til Balmaha, en lille by, hvor der er en lille café. Der er også toiletter i området. Vi stopper dog ikke, da vi allerede har spist vores frokost på vej ned ad Conic Hill. Den blev dog spist gående, da de små midges hurtigt var fremme, når vi stod stille.
Sidste halvdel af turen går langs søbredden og er virkelig fin og idyllisk! Den er heller ikke særlig udfordrende, da det mest bare går ligeud.
Omkring klokken 16 ankommer vi til Hotel Rowardennan, hvor vi skal overnatte. Der er en pub tilknyttet hotellet og en lille butik. Eller butik er måske så meget sagt. Det er et lille skur med nogle hylder, hvor du kan købe lidt forskelligt. Vær opmærksom på, at det er ganske dyrt – det kan dog være nødvendigt, da du ikke har andre muligheder de næste to dage. Der er ikke andet i området, så du spiser også aftensmad der. Heldigvis var det både lækkert og hyggeligt.
Vi starter dagen ud med en lækker morgenmadsbuffet, og så er vi ellers klar til dagens udfordring! I dag skulle nemlig være den hårdeste dag på West Highland Way, når det kommer til det tekniske. Ruten i dag skulle være fyldt med op- og nedstigninger og stier med store sten og blottede trærødder – vi glæder os til at komme afsted!
Efter et par kilometer når vi til en skillevej. Vi kan vælge at gå lav- eller højruten. Vi havde allerede besluttet os på forhånd, at vi ville gå højruten. Lavruten skulle nemlig være tæt på søbredden og ret gal i vådt vejr, og vejret var og havde været ret vådt. Efter nogle kilometer mødes de to stier, og det er her, at udfordringen begynder. Der går ikke længe, før både min mor og jeg har sat os på bagdelen. Det er glat. Heldigvis skete der ikke noget, men igen bliver det understreget, hvor vigtigt det er at være forsigtig, når man går. Vi ser en del med vandrestave, og vi taler også om, at det kunne være en god idé, hvis man i forvejen er vant til at gå med dem.
Efter et par timer kommer vi til Inversnaid Falls – et meget fint vandfald, hvor man også har mulighed for at spise sin frokost. Vi har tørvejr og blæst, så selvom det er lidt køligt, kan vi faktisk sidde ned og nyde vores frokost.
De sidste kilometer går langsomt og forsigtigt, imens regnbygerne ruller ind over os i bølger. Jeg elsker Skotland, og jeg elsker, hvor uforudsigeligt vejret er. Det ene øjeblik går man badet i solskin, og det næste øjeblik vælter regnen ned – jeg synes, det har sin helt egen charme, og det er med til at forme det landskab og den natur, jeg holder så meget af.
Omkring klokken 15 ankommer vi til den lille "færgehavn". Jeg laver situationstegn, fordi jeg i virkeligheden ikke rigtig synes, at man kan kalde den lille båd, vi skal med, for en færge. Der er et par andre før os, jeg tæller seks i alt, hvilket er heldigt, fordi der kun er plads til omkring 12 personer på båden. Den ankommer, vi betaler hver 6 pund, og den lille båd sejler os over Loch Lomond. Sikke en skøn oplevelse! At få lov til også at opleve the bonnie bonnie banks of Loch Lomond fra søsiden.
Vi overnatter på Hotel Ardlui. Et meget fint hotel med en restaurant tilknyttet – det er her, vi spiser aftensmad. Der er heller ikke andet i området, så heldigt at maden er lækker!
Hvis Dag 5 skulle have en overskrift, ville det være "Dagen, hvor regnen forsvandt!". I går var nemlig sidste dag, hvor det skulle regne på os. Dag 5 er også dagen, hvor det ægte højland starter, så det er en dag, jeg har glædet mig rigtig meget til.
Vi starter dagen ud med en transfer klokken 9. Det gør vi, fordi vi er afsted på 8-dages-versionen, hvor man springer to dage over.
Vores transfer kører os til Bridge of Orchy, hvor dagens vandring starter. Undervejs fortæller vores chauffør os om de forskellige lochs i Skotland, og hvordan vikingerne fældede træer, så de kunne slæbe deres skibe over bjergene fra den ene loch til den anden. Jeg elsker, at skotterne ved så meget om deres land og er så villige til at dele.
Vi starter vores vandring senere end normalt, og det kan vi også godt fornemme ude på ruten. Der er nemlig en del flere folk omkring os end de andre dage. West Highland Way er velbesøgt, det er ingen hemmelighed, men jeg kan konkludere, at man undgår en del, hvis man er afsted tidligt.
Dagens vandring er præget af åbent hedelandskab og bjerge. Mange af bjergene har stadig sne på toppen, kan vi se. Omkring middag finder vi en skøn plet, hvor vi kan spise vores frokost – og altså, det foregår både uden regn, kulde og midges. Succes. Vores frokost består af en packed lunch fra hotellet – hvis du har andre alternativer, vil jeg dog anbefale, at du holder dig til dem.
Turen stopper ved det berømte Kingshouse. Et skønt hotel midt i ingenting. Der er ikke andet i nærheden, men hotellet har en restaurant og pub tilknyttet. Pubben er for alle, også dem der camperer i området. Jeg vil anbefale, at du booker bord i restauranten. Den er virkelig fin. Det er også værd at nævne, at vi havde badekar på vores værelse. FANTASTISK efter sådan et par dage på stierne.
Vi tester min teori og starter dagens vandring tidligt, omkring klokken 8, hvor mange i teltene endnu ikke er stået op. Og en tidlig start betyder virkelig færre mennesker på stierne. Vi har det næsten for os selv det meste af dagen.
Ret hurtigt kommer vi til The Devil's Staircase, der er fint markeret ved "indgangen". The Devil's Staircase er en gammel militærsti, der blev bygget af briterne i det 18. århundrede. Soldater, der bar tunge forsyninger op ad "bakken", navngav ruten. Man forstår godt navnet. Jeg skulle ikke bryde mig om at gå op ad den med fuld oppakning, tunge støvler og varm militærjakke. Underlaget er generelt godt, men også meget stenet og ujævnt, så igen handler det om at være forsigtige.
Udsigten fra toppen er intet mindre end fantastisk – faktisk er hele dagens etape helt fantastisk. Det er også den korteste dag, og vi ankommer allerede til Kinlochleven omkring klokken 13. Masser af tid til at slappe af.
Der er ganske få spisesteder i området, så jeg vil anbefale, at man bestiller bord et sted i god tid. Vi overnatter på B&B Forest View Guest House – et virkelig fint sted med søde værter og skøn morgenmad.
Åh, turens sidste vandredag. Jeg er ikke helt klar til at sige farvel til Skotland, men det er mit ene knæ til gengæld, så på en måde er det meget fint, at den sidste dag nu står for døren.
Vi starter dagen direkte ud med en opstigning ud af byen. Det er skønt at få gang i benene fra starten, og igen bliver vi belønnet med en smuk udsigt, da vi når toppen. Der går ikke længe, før vi befinder os ude midt i ingenting. Der er ingen lyde af biler, og signalet på telefonerne er forsvundet. Og så går turen ellers igennem nogle af de smukkeste landskaber, Skotland har at byde på. Man passerer vandfald og vandløb, gamle ruiner, rå bjerge og græssende får. Ruten går hele tiden op og ned, og stien skifter mellem brede, jævne stier og smalle stier med store, klodsede sten. Det er den mest fantastiske dag, og jeg føler mig så heldig, at jeg igen får lov til at opleve sådan en tur.
Efter nogle kilometers vandring på smalle stier omgivet af bregner og træer åbner stien sig pludselig op, og lige der i baggrunden kan vi se Fort William og Ben Nevis. "Tag et billede af mig," siger min mor. Så det gør jeg selvfølgelig.
Da vi nærmer os Fort William, bliver vi præsenteret for to muligheder – den ene er at følge den originale rute ind i byen eller at tage den nye højrute, der åbnede tidligere i år. Vi går med den originale, men hvis jeg kunne vælge om, havde jeg nok taget den nye rute. Jeg tror, at den indeholder mindre vandring langs vejen.
Den officielle slutning af West Highland Way er for enden af gågaden. "De flyttede den for at få folk igennem gågaden, så de kommer forbi butikkerne," fortæller min mor, der åbenbart også er min nye turguide her mod slutningen af ruten. "Javel," siger jeg og overvejer, om der er plads til lidt ekstra souvenirs i tasken.
Slutningen bliver markeret med en målstreg og en bænk med en figur af en mand med ømme fødder. Ingen ved vist rigtigt, hvem han er. Vi markerer slutningen med en lokal øl og en pizza. Sikke en fantastisk tur.
Det er næsten helt poetisk. Regnen er vendt tilbage, og den står ned med fuld styrke.
Vi har bestilt en transfer til at tage os tilbage til lufthavnen. Det er Craig, der igen henter os og tager os på den 3,5 timer lange køretur ned igennem Skotland. Da vi kører igennem Glencoe, sætter han sækkepibemusik på og insisterer på, at jeg filmer igennem forruden imens, så jeg kan sende det til min mor, og vi kan kigge på det igen, når vi kommer hjem. Og lige som musikken starter, og bjergene toner frem, så bryder solen igennem skyerne. Det er næsten helt magisk – men sådan er Skotland bare. Magisk.
Når du har tilmeldt dig, vil du få en email, hvor vi beder dig bekræfte, at du vil tilmeldes. Du kan til enhver tid framelde dig nyhedsbrevet.
