Vis content
Spring til sidefod

Romantiske rejser

Udforsk romantikkens verden! Fra Englands maleriske Cotswold til Italiens fortryllende Amalfikyst - find din perfekte romantiske flugt her!

Vi elsker romantik og en god kærlighedshistorie, så i anledningen af Valentins dag, har vi lavet et lille blogindlæg til jer med inspiration til romantiske destinationer. En aktiv ferie kan naturligvis være romantisk uanset hvor man er – sådan er det jo med smukke landskaber og de dybe samtaler, som man kan have, når man går eller cykler side om side. Når det så er sagt, så er der bare nogle steder, der er lidt mere romantiske end andre. Vi har udvalgt seks forskellige steder, som alle lige har det ekstra romantik, man måske kunne have lyst til på Valentins dag.

 

Romantik på Cotswold Way i England

Husker du Kate Winslets hus fra den romantiske film The Holiday?  Det charmerende hus danner den perfekte ramme for kærlighedshistorien mellem Cameron Diaz og Jude Law, og så er det inspireret af de fine huse i Cotsworld, England. Drømmer du om dit eget engelske kærlighedseventyr eller har du allerede fundet den eneste ene? Så er drømmen måske i stedet er at gå hånd-i-hånd gennem de charmede, gamle gader i de små landsbyer langs ruten på Cotsworld Way? Hvis det er tilfældet så burde du tage et kig på turen til smukke Cotswold. Som en ekstra bonus slutter turen i historiske Bath, der udover at være en af de mest romantiske byer i England, også er kendt for sine mange lækre spabade - og hvad er næsten mere romantisk end en dag i en gammel romersk spa, efter man har vandret alle 164km af Cotswold Way?

 

Cykelferie til Champagne i kærlighedens land, Frankrig

Fransk mad og boblende champagne – bliver det næsten mere romantisk end det? Champagne bliver da også ofte valgt som den mest romantiske drink. Måske fordi de små bobler tit bliver sat frem i forbindelse med bryllupper og andre fejringer af glæde og kærlighed. Og så er det fransk, og alle ved jo, at ingen gør romantik helt lige så godt som franskmændene.

Udgangspunktet for turen her er champagnehovedstaden Epernay, hvor champagnehusene ligger langs Avenue de Champagne, og hvor der er rig mulighed for at smage den boblende drik. Fra Epernay cykler I ud og udforsker området. I kommer blandt andet forbi landsbyen Hautvillers, der er kendt som "Champagnes vugge", hvor Dom Perignon opfandt den smukke drink og udbrød "Je bois des étoiles" (Jeg drikker stjerner)!

Turen ligger i øvrigt tæt på Paris, hvilket gør en ekstra overnatning eller to i kærlighedens by helt oplagt. 

Romantik på italiensk ved Amalfikysten  

Åh Italien, ti amo! Vil du gerne have romantik, så skal du vende blikket mod Amalfikysten i Italien. Amalfikysten er flere gange blevet nævnt som et af de mest romantiske steder i verden, og det er altså ikke svært at forstå hvorfor. Faktisk er området så smukt, at selv grækerne blev inspireret og navngav den smukke nymfe, som Herkules eftersignede blev forelsket i, Amalfi. Historien går på, at Herkules blev forelsket i den smukke Amalfi, som heldigvis følte det samme for Herkules. Desværre blev guderne jaloux på det unge pars kærlighed og Amalfi døde pludseligt. Herkules var dybt ulykkelig. Han rejste verden rundt for at finde det perfekte sted, hvor han kunne begrave sin store kærlighed. Efter at have udforsket de fire verdenshjørner ankom Herkules til Campanias barske kyst, og der besluttede han at stoppe. Han blev blændet af stedets skønhed, og besluttede at det var det perfekte sted. Herkules begravede sin elskede Amalfi i det smukke stykke land og byggede en by på toppen af hendes gravsted. Han døbte byen Amalfi, og således blev en af de smukkeste byer i Italien født.

Måske en tragisk historie, men også ret romantisk.

Gå fra Romeo og Julies Verona til den fantastiske Gardasø

"Ingen var hinanden så smerteligt tro, som Julie og hendes Romeo. En større sorg i verden ingen ved, end Romeo og Julies kærlighed" - William Shakespeare  

Og nu når vi er i gang med de tragiske kærlighedshistorier, er det også værd at vende blikket mod endnu en italiensk by, og historien om Romeo og Julie. Vi skal nemlig en tur til smukke Verona, hvor turen starter, inden den ender ved selveste Gardasøen – som bestemt heller ikke går ned på romantik. De fleste kender historien om det unge par, der forelsker sig, som kun unge mennesker kan. Desværre er deres familier stærke rivaler, og deres kærlighed er forbudt. Det hele ender tragisk med både Romeo og Julies død – men ikke inden deres romantiske historie når at få vinger med Verona som smuk baggrund.

”Giv mig min Romeo, og når jeg dør / tag ham igen, og del ham ud som stjerner / og han vil gøre himlens hvælv så smukt / at alle kommer til at elske natten” – Julie i Romeo og Julie, William Shakespeare  

Bliver det næsten mere romantisk end stedet, hvor en af verdenshistoriens største kærlighedsfortællinger udspiller sig? 

Oplev Santorini - det mest romantiske sted i Grækenland

Vi forlader Italien og de tragiske kærlighedshistorier for at tage til smukke Santorini i Grækenland. En helt fantastisk ø, der, så vidt vi ved, ikke har nogen tragisk kærlighedshistorie forbundet til sig. Til gengæld er øen fyldt med skønhed og masser af romantik. Faktisk er Santorini så romantisk, at den ofte bliver kaldt for det mest romantiske sted i Grækenland, og det er et af de mest populære stedet for bryllupper og bryllupsrejser. Landskabet er smuk, solnedgangene er vidunderlige, maden er lækker og menneskerne er gæstfrie – alt sammen opskriften på en romantisk ferie.

Hvis du leder efter det perfekte sted til et frieri, kan vi anbefale den romantiske landsby Oia eller ”Red Beach” med det berømte Akrotiri fyrtårn i baggrunden – begge steder, som I kommer til på vores tur til Santorini.

Kærlig og romantik mellem bjerge og søer i vidunderlige Salzkammergut

“Well, you can't marry someone when you're in love with someone else... can you?” Baron Von Trapp, The Sound of Music

De fantastiske, bjergrige landskaber i Salzkammergut i Østrig kan altså bare noget helt særligt – faktisk kan de så meget, at filmen The Sound of Music er filmet i lige præcis det område. Og hvis Baron Von Trapp (Christopher Plummer) og Maria (Julie Andrews) kan blive forelsket i de smukke omgivelser, så kan du helt sikkert også – og hvis du allerede er forelsket, så er der ikke noget som en sejltur over smukke Wolfgangsee med din udkårnes hånd i din. Turen går også forbi Hallstatt, som bliver betragtet som en af de mest romantiske byer i Østrig – og med de gamle bygninger og udsigt over Hallstatt søen, er det ikke svært at forstå hvorfor.  

Ved booking af en rejse får du nu særlige betingelser.