1
Vis content
(Link åbner i ny fane)
Spring til sidefod
(Link åbner i ny fane)

Perfekte rejser til kør-selv-ferien!

Snoet grusvej gennem alpine enge med nåletræer og dramatiske Dolomittop pe under blå himmel med hvide skyer.

Nogle gange kan det næsten være helt stressende at skulle begynde sin ferie med en tur til lufthavnen. Er flyet forsinket? Kommer man for sent til lufthavnen? Måske har du flyskræk? Og så kan det altså være rart bare at sætte sig ind i en bil i stedet. Her går det hele lidt mere langsomt, og er det i virkeligheden ikke det, en ferie handler om?

Vi har samlet nogle af vores bedste rejser til kør-selv-ferien lige her!

Snoet grusvej gennem alpine enge med nåletræer og dramatiske Dolomittop pe under blå himmel med hvide skyer.

Kør-selv til Tyskland

Det bliver næsten ikke nemmere end at sætte sig ind i bilen og tage turen over grænsen. Vores naboland er nemlig spækket med fantastiske cykel- og vandremål. Mange kan have den opfattelse, at Tyskland måske er lidt kedeligt, men her må vi altså bare stille os på bagbenene. Tyskland er nemlig alt andet end kedeligt.

Smuk natur på Malerweg!

Lige knap 7 timer fra den dansk/tyske grænse finder du fantastiske Malerweg. Malerweg har fået sit navn, fordi det i 1700- og 1800-tallet blev et yndet sted for kunstnere. Mange kunstnere fra især romantikken – bl.a. Caspar David Friedrich – blev inspireret af de smukke omgivelser.

Turen byder på dramatiske sandstensklipper, smukke skove og hyggelige landsbyer. Ruten snor sig gennem Saksiske Schweiz, og undervejs kommer du blandt andet til at opleve Basteibroen, Lichtenhain-vandfaldet og Kleinhennersdorfer-grotterne!

Især Basteibroen, som du kan se på billedet, er et besøg værd – vi anbefaler også, at du starter den dags vandring tidligt, så du virkelig har tid til at tage det hele ind. Det er nemlig et helt fantastisk syn!

Stenbro der spænder mellem høje sandstensklipper i Sachsisk Schweiz, omgivet af grøn skov med fjerne bjerge.

Historie i De Bayerske Alper!

Hvis du har mod på en lidt længere køretur, kan du omkring 11 timer fra grænsen opleve Berchtesgaden og De Bayerske Alper.

Turen er perfekt til dig, der gerne vil opleve storslået natur og måske også har en interesse i historie. Turen slutter nemlig i Berchtesgaden, og så kan vi kun anbefale, at du besøger Kehlsteinhaus, også kendt som Ørnereden eller Eagle’s Nest. Dette imponerende bygningsværk på toppen af Kehlsteinbjerget (1.834 m) blev opført som et diplomathus til Hitler.

Hitler selv besøgte det kun få gange, og grundet beliggenheden løb byggeriet op i svimlende summer. I dag er det et velbevaret historisk vartegn til minde om en anden tid. Huset indeholder den kendte gamle kamin, der figurerer på flere billeder, og nogle enkelte udstillingsbilleder fra nazitiden. Ellers er det ombygget til et moderne tysk cafeteria. Udsigten er formidabel og kan særligt nydes udendørs.

Vandrer med rygsæk går gennem grønt alpedal i Berchtesgaden med lyserøde vilde blomster, klippefyldte toppe og blå himmel.

Skøn stemning ved Moselfloden

Vandreferie, cykelferie eller måske endda et cykelkrydstogt – Moselfloden byder på lidt af det hele. Her får du smukke udsigter, romerske stier og skønne vine. Det tager ikke meget mere end 10 timer fra grænsen, så området er også helt perfekt til en kør-selv-ferie!

Vores vandreferie dertil ender i den historiske by Trier, der er fyldt med spændende historie. Trier er kendt som Tysklands ældste by og var en vigtig handelsby i Romerriget – det betyder også, at du finder masser af velbevarede romerske ruiner rundt omkring i byen. Et af de mest kendte er Porta Nigra. Den enorme byport blev opført omkring år 170 e.Kr. som den nordlige indgang til Trier. I dag er den det bedst bevarede romerske byportanlæg nord for Alperne og et af Tysklands mest imponerende romerske monumenter. Siden 1986 har Porta Nigra været en del af UNESCOs verdensarv sammen med Triers øvrige romerske monumenter. Den regnes for et af de vigtigste romerske bygningsværker uden for Italien.

Malerisk udsigt over Mosel floden, der slynger sig gennem grønne bakker med terrasserede vingårde. En passagerbåd sejler på vandet.

Fantastisk tur rundt om Zugspitze

Det højeste bjerg i Tyskland hedder Zugspitze. Det er 2.962 m højt og blev første gang besteget den 27. august 1820 af Josef Naus! Vi kan desværre ikke tilbyde dig at bestige det smukke bjerg, men vi kan tilbyde dig en fantastisk vandreferie rundt om det. Og noget af det bedste? Det er kun en køretur på 11 timer fra den tyske grænse. Tænk at have et så imponerende smukt bjerg så tæt på.

Du kommer blandt andet til at gå ad den berømte Ganghofer-sti. Det er en af de mest populære vandrestier i området – og det er altså ikke uden grund. Ruten er opkaldt efter den tyske forfatter Ludwig Ganghofer, som tilbragte næsten 20 år i området og skrev flere af sine mest kendte bøger her. Han havde sit jagthus, "Hubertus", i Gaistal og beskrev ofte områdets natur i sine værker.

Du kommer også forbi den imponerende Partnach-kløft, der er omkring 700 meter lang med klippevægge, der toner sig op og flere steder når over 80 meter i højden. Hele kløften er skabt af smeltevand og erosion. Gennem millioner af år har floden langsomt skåret sig gennem kalkstenen og formet den smalle passage, man kan gå igennem i dag.

Vandrer med blå rygsæk på grusvej gennem alpeng nær Zugspitze, omgivet af nåleskov under blå himmel.

Kør-selv til Frankrig

Frankrig er en af danskernes yndlingsdestinationer, når det kommer til kør-selv-ferier, og vi forstår godt hvorfor. Her får du (for det meste) sol, lækker mad og smuk natur. Uanset om du vil på vandre- eller cykelferie, så er Frankrig et helt perfekt valg.

 

Cykelferie i Chablis inkl. vinsmagning

Kunne du tænke dig at komme på cykelferie til det berømte vinområde Chablis i Frankrig? Du ankommer til Auxerre, hvor du bliver mødt af et velkomstmøde og et glas vin – du er jo i Frankrig.

Derefter går turen ellers rundt i det smukke område, hvor der naturligvis også er inkluderet en vinsmagning i Chablis. Og vinen fra det område er altså noget helt særligt. Jordbunden giver hvidvinen en mere syrlig og flintet smag end chardonnay-vine fra sydligere egne. Det var munkene fra Saint-Martin de Tours, der slog sig ned i Chablis-området i middelalderen og plantede de første vinstokke – efter sigende efter at være flygtet af frygt for at blive taget af vikingerne.

Turen er på fire dage og tre nætter, så den er helt perfekt til en forlænget weekend eller et stop på vejen, inden du kører videre til en badeferie ved stranden.

Den gotiske katedral i Auxerre dominerer horisonten over en stenbro, der krydser Yonne, med perfekte refleksioner i det stille vand.

Fra bjerglandsbyer til Den Franske Riviera!

En helt fantastisk tur kun 1.500 km fra den dansk/tyske grænse finder du ved den lille bjerglandsby Saint-Dalmas-de-Tende. Her starter vores skønne tur, hvor du bevæger dig fra bjergene mod Den Franske Riviera.

På turen kommer du til at opleve en masse smuk fransk natur, samtidig med at du kommer forbi hyggelige, små bjerglandsbyer. Især byen Sainte-Agnès er et højdepunkt på turen. Den ligger højt oppe i bjergene lige bag Menton – og kun få kilometer fra kysten. Byen ligger i omkring 800 meters højde og bliver ofte omtalt som Europas højest beliggende kystlandsby. Det betyder også, at der er en helt fantastisk udsigt derfra. På en klar dag vil du kunne se hele kystlinjen og Monaco.

Turen slutter i Menton, der med sine fine sandstrande er helt perfekt at slutte i – også hvis du vil blive et par ekstra dage for at nyde solen og stranden.

Panoramaudsigt over en grøn bjergdal med en lille landsby indlejret mellem bakkerne. Stenhuse med røde tage er spredt i det frodige landskab.

Kør-selv til Polen

I forholdsvis kort køreafstand ligger Polen. Ligesom Tyskland er det måske ikke nødvendigvis det første land, man tænker på, når det handler om fantastiske vandreture. Og ligesom med Tyskland er det en fejl. Polen er nemlig fyldt med skøn natur og spændende historie. Helt perfekt til dig, der gerne vil have en lidt anderledes oplevelse.

Tatrabjergene og Krakow

Kun 10 timer fra Padborg ankommer du til den fantastiske by Krakow. Krakow er en gammel kongeby fyldt med hyggelige torve, smalle gader og masser af historie. Og lækker mad. Hvis turen går til Polen, må du virkelig ikke snyde dig selv for at smage pierogi – polske dumplings. Det mest populære fyld er hvid twaróg-ost, karamelliserede løg og kartofler. Om sommeren er søde pierogi med frugt en favorit i Polen, mens den klassiske julevariant er med vilde svampe og surkål.

Turen har start i Krakow, og efter en kort bustur ankommer du til Chochołów, en charmerende landsby, der er berømt for sine smukt bevarede traditionelle træhuse. Her starter turen i de berømte Tatrabjerge, hvor du kommer godt omkring og blandt andet kommer til at opleve en traditionel tømmerflådetur ned ad Dunajec-floden.

Stenstien fører til traditionelle træhytter ved Hala Ornak i Tatra-bjergene, med vandrere på stien gennem efterårsenge.

Oplev smukke Masurien

Har du lyst til en lidt mere afslappende tur, kan vi anbefale, at du kigger på Masurien i det nordøstlige Polen. Området er også kendt som “de tusind søers land” – og det er et sandt paradis for vandrere. Her får du rolige stier gennem skove, langs søbredder og gennem hyggelige småbyer.

Denne tur er også god til dig, der er interesseret i historie. Her kommer du nemlig blandt andet forbi den berømte barokkirke Święta Lipka, der er kendt for sit helt særlige barokorgel, hvor figurerne bevæger sig, mens der spilles.

Du kommer også til at opleve en kanotur på Krutynia-floden, der er kendt for at være en af de bedste kanofloder i Europa. Hvis du ikke er til kano, siger du dog bare til, og så finder vi en anden løsning.

Luftfoto af Masuriens sødistrikt der viser skovklædte halvøer og øer omgivet af blåt vand, med sejlbåde synlige på søen.

Kør-selv til Italien

En sand klassiker for danskerne, når det kommer til kør-selv-ferier, er naturligvis Italien. Uanset om turen går til Gardasøen, Dolomitterne eller en campingplads tæt på Venedig, så elsker vi Italien. Vejret er skønt, maden er lækker, sproget er smukt – og det samme er naturen desuden.

De imponerende Dolomitter

Vi ELSKER Dolomitterne, det vil vi gerne være helt ærlige at sige. Og hvis du ikke allerede har oplevet Dolomitterne, kan vi kun anbefale, at du kommer afsted! Og hvis du allerede har været der, hvad stopper dig så egentlig for at tage afsted igen? De fantastiske bjerge er ikke uden grund kommet på UNESCOs liste over verdensnaturarv – de høje bjerge, dybe bjergsøer og grønne dale skaber en helt særlig skønhed, som er svær at finde andre steder.

Du kan opleve en vandretur i de fantastiske naturparker, eller du kan vælge at slutte dit eventyr ved Gardasøen – og evt. tage et par ekstra nætter i området til virkelig at slappe af. Det kan også være, at du ønsker at cykle frem for at vandre. Det er ikke noget problem. Dolomitterne kan nemlig også udforskes på den tohjulede.

Vi har været i Dolomitterne flere gange, og vi kan ikke vente med at skulle afsted igen.

Fem vandrere poserer ved en turkis bjergsø i Dolomitterne, omgivet af tæt skov og dramatiske klippetoppe.

Oplev de smukke byer ved Cinque Terre

Okay, det er måske en længere køretur, men hvis man tager en overnatning på vejen, så kan 16 timer sagtens klares til en kør-selv-ferie – især hvis du kombinerer med et par dage ved stranden efterfølgende. Og vi lover, at en køretur til Cinque Terre er alle timerne i bilen værd.

Du vil komme til at vandre via et netværk af gamle muldyrspor og vandrestier, som forbinder de mange små, hyggelige landsbyer. Området er formet af tusindvis af stenterrasser, der er bygget ind i bjergsiderne for at kunne dyrke vin og oliven. På turen kommer du forbi de historiske byer Levanto og Portovenere og de fem små landsbyperler, der sammen udgør Cinque Terre; Monterosso al Mare, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore.

I 1997 blev Cinque Terre optaget på UNESCOs verdensarvsliste, ikke kun på grund af landsbyerne, men også fordi området er et enestående eksempel på, hvordan mennesker har tilpasset sig et svært og stejlt landskab gennem århundreder.

Luftfoto af en farverig Cinque Terre landsby på et klippeforbjerg over Middelhavet med terrasserede vingårde.
Fri afbestilling
indtil 35 dage før afrejse
Læs mere om fri afbestilling
/da/inspiration/35-dages-fri-afbestilling

Vi har en masse rejser, hvor vi har særligt lempelige betingelser for afbestilling.

Det betyder, at du mod et lille gebyr (350kr pr. person) frit kan afbestille din rejse indtil 35 dage før afrejse.

Bemærk, at dette ikke gælder alle rejser. Læs mere via linket herunder.

Læs mere om fri afbestilling
Fri afbestilling
Andreas sidder på klippeformation og drikker af flaske, bærer hat og rygsæk. Dramatisk bjerglandskab med toppe og dale i baggrunden.
Ved booking af en rejse får du nu særlige betingelser.