Rejsedagbog fra Den Portugisiske Camino - Kystruten

Arne var i september 2023 nede for at gå kystruten af Den Portugisiske Camino. Hver dag skrev han sine tanker og oplevelser ned i sin dagbog, og den dagbog har vi fået lov til at dele på vores blog. Læs Arnes fortælling her.

Se turen her!

Billund, 23. september 2023
Kære dagbog
På vej til første skoledag i Porto i min Camino-Klasse. Tankerne flyver afsted, og det gør jeg også snart.
Hvem mon mine nye klassekammerater bliver, som jeg skal spendere og spadsere de næste 14 dage med?
Ukendt terræn, ukendte udfordringer og ukendte mennesker.
”Skoletasken” er pakket – mon jeg har det rigtige med. Beskyttelsen skulle være i top, plaster, compeed, desinficerende spray, det sidste og måske vigtigste er netop købt i lufthavnens shoppingmekka. Den uundværlige hudbeskyttelse – og nej, det er ikke kondomer, men højfaktor solcreme og aftersun. Lidt sol har man da vel lov til at håbe på, selvom efteråret står for døren.

Mon Poul og Lone skal gå i samme klasse som mig – tiden viser vej. På samme måde som mine 2 apps på min I-phone forhåbentlig også vil gøre det i de næste 14 dage og omkring 300 km under åben himmel langs Nord-Portugals vindblæste kyster og Norvest-Spaniens forhåbentligt smukke landskab frem mod min endestation, Santiago de Compostela.
Sommerfuglene i maven flyver lystigt rundt og gør mig tydeligt opmærksom på, at her er jeg sgu en smule ude af min normale comfortzone.
Hvad mon mine læringer bliver? Eller som den netop afdøde Eddie Skoller sang: ”What did you learn in school today, dear little boy of mine?”
Farvel, og på gensyn til trygge rammer, trygt hjem og min elskede Helle.

Note 1:
Udgangspunktet Porto og Portugal er valgt, da jeg sammen med min hustru Helle, min søster Birte og svoger Niels, har holdt nogle uforglemmelige ferier og rejst rundt i andre dele af dette land, som fylder meget i mit hjerte (og med vægten på Douro-dalen som absolut
favoritdestination)

Note 2:
Første læring på turen bliver, at det ikke kun er DSB, der ikke kører til tiden…! Men hvad,
ventetid er i det mindste velkendt land for mig. Ryans-busser – som Ryan-air i slang kaldes hjemme hos os – er også leveringsdygtig i lidt ekstra tid på rejsen, og tid har jeg nok af i de næste 14 dage.

Povoa de Varzim, 24.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 33,67 – 40.6G0 skridt)
Hvor var det hyggeligt at spise morgenmad med min nye klassekammerater i Porto. Og ja, jeg skal gå i klasse med Poul og Lone – men kun i den første uge. De er jyder, som jeg, og så kan det vel ikke gå helt galt med dem.

Jeg er kommet i en national og international klasse. Der er dælme både kjøbenhavnere og amerikanere i min klasse. Det skal nok gå godt, og de sproglige barrierer ser ikke større ud, end dem skal jeg nok også overkomme på min tur.
Og ja…..jeg kunne ikke holde mig tilbage. Hvorfor havde jeg det på fornemmelsen, selvom jeg havde besluttet noget andet inde i mit hoved. Jeg spænede i meget rask trav i forvejen, benene ville ud over stepperne på de portugisiske boardwalks. Efter et bad på mit hotel, lidt hvile til stængerne (nej, jeg går ikke med vandrestave), så var jeg klar til at byde Poul og Lone velkommen, da de landede på hotellet. Smuk, smuk tur med masser af havsalt og vind i ansigtet.

Dagens læringer:

• Mig og mi´ app
• Når 23 ikke bare er 23
• Sølvbukser, sorte lange lakstøvler og guld bil. Allerede her på første dag fandt jeg ud af, at min nye og absolut mest uundværlige ven på denne tur måske bliver vennen GPX-viewer. Dem, som kender mig godt ved, at jeg ikke stod forrest i køen, da der blev uddelt IT-kundskaber. Så for mig er det både en stor mental mur, som jeg skal kravle over, og en klap der ikke må gå ned, når jeg skal lære at bruge nye IT-værktøjer.

 
I dag – ikke alene gik jeg langs dybt vand hele dagen – jeg kastede mig også derud, og tog min nye ven, vejviseren GPX-viewer i brug. Vi lærte hinanden at kende, og han kan godt gå hen og få en stor plads i min hjerne, inden jeg er færdig med ham. Når man går langs Vesterhavet – i folkemunde her kaldet Atlanterhavet – så lærer man, at 23 nogen gange kan blive til meget mere end 23. 23 grader overskyet, let brise fra havet og vandringer på board-walks, føles som 23 grader. 23 grader, fuld sol, ingen vind og gang på smukke hvide granitsten, som giver et heftigt genskær mellem husene langs kysten, føles som alt andet end 23. Sagt og beskrevet med andre ord: Fra let vindjakke, uden kasket og uden solbriller, til tynd t-shirt, kasket med stor skygge og store solbriller. Så kan man lære det, hvis man skulle være i tvivl.

Little India go home. Hvis man nogensinde har besøgt Little India i Singapore på en søndag, så vil udtrykket ”som sild i en tønde” illustrere oplevelsen af at gå en tur igennem bydelen. Hvis man besøger Povoa de Varzim en søndag sidst i september 2023, så vil ”som sild i en tønde” næsten være en underdrivelse og øjnene vil virkelig få en på opleveren. Her vises alt og alle frem. Her ser du lillefar og lillemor, som helt sikkert har fået nye bukser i dagens anledning. Hendes sølvbukser skinner om kap med hendes sølvfarvede hår. Her ser du Ken og Barbie sprunget ud i en særlig Nord-Portugisisk udgave. Ken som den helt igennem veltrænede og strømlinede flotte fyr og Barbie med de største brune øjne, det flotteste lange sorte hår og de aller længste sorte lakstøvler, som jeg har set til dato – wauw. Og så ikke at forglemme: Brian igen, igen. Brian kan li´ biler, og ikke mindst hans toptunede, topshinede, toplarmende og uimodståelige publikumsfavorit (ikke mindst blandt de unge piger) – den guldfarvede Toyoto Supra fra start 80érne. Bilen larmer og pigerne hviner.

Povoa de Varzim – du gør mig helt bimmelim.

Esposende, 25.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 27,25 - 31.G72 skridt)
Åhhh Esposende, hvad kan jeg mon vente. En rask og kortere tur end i går, til middag jeg dig allerede når. Så smuk du ligger der, i den flotte lagunes skær. Fra første øjekast jeg dig så, den var hele turen værd af gå. Et smukt hotel i første parket, en pool, en udsøgt restaurant og du er helt komplet. Hertil jeg absolut kommer tilbage, for blot på dig mere at smage. Engang måske til næste år, når vi har passeret endnu en vinter og et vår.

Dagens læringer:

• Med ryggen til solen
• Med ryggen mod havet
• Med endeløse ensidige og gentagne bevægelser. Der er kun én vej frem her i livet – og det er fremad i fuld fart. (PS: som i øvrigt er mit motto for måden at leve livet på). Og fremad for mig i disse dage er stik nord med kysten på din venstre hånd. Og hvor vil jeg så hen med det…? Jo, ser du. Jeg har konstant en sol i disse dage på min højre side (ca. 1 time) og ellers i ryggen resten af gåturen. Min observation er, at jeg måske er ved at udvikle en sort/hvid side af mig selv. Og det er ikke sindet jeg tænker på, men kroppens farve, der helt sikkert er på vej til at dele sig i 2. Måske skulle jeg gå baglæns i morgen for at skabe lidt balance i farven på mit udseende. Mon nogen observerer det, altså 23,8 km baglæns, blot fordi man bliver en smule forfængelig!

 
Med solen i ryggen, kysten og havet på venstre hånd, så observerede jeg en hel lille landsby, der havde vendt ryggen til havet. Mærkeligt tænkte jeg ved første blik. Alle i Danmark vil give deres halve arm og lidt til for at have ansigtet, huset og panoramavinduerne mod havet.
Men galskaben ved den portugisiske atlanterhavskyst har selvfølgelig en mening. Havet kan være voldsomt, råt og barsk på disse kanter med storme, sand og salte fra stranden og havet, som formentlig føles som det rene sandpapir, hvis man stod på sin fine balkon, promenerede og skuede ud over havet. Nej, den lille landsby havde valgt at beskytte sig og vende ryggen til med høje gavle stort set uden et eneste vindue, for at leve det trygge og stille liv, lige der på den anden side af husene vendt væk fra havets vildskab.

Et liv her, som også lidt inde i landet bød på endeløse og flotte grøntsagsmarker, så langt øjet rakte. Og så slog tanken og ordet mig – endeløse. Jeg er helt sikker på, at hvis Portugal havde haft et Arbejdstilsyn som i Danmark, havde det ikke været utænkeligt, at vi havde fået forbud mod at gøre, hvad vi gjorde. Endeløse rækker af mennesker, dag efter dag. Ensidige gentagne bevægelser uden pause (for mit vedkommende). Over 40.000 skridt i går og over 30.000 i dag. Men her kommer de ikke på besøg – heldigvis. Så vi bliver bare ved uanset hvad, og dog……måske skulle jeg overveje variationen med baglæns gang, blot halvdelen af vejen!

Note:
Poul og Bente viser sig lige nu, at være mit faste menneskelige holdepunkt i min nye hverdag. De bød sørme på et glas sur hvidvin til aftensmaden – en håbløs Portugisisk chardonnay. Det kan kun blive bedre.

Viana do Costelo, 26.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 32,71 – 3G.036 skridt)
Så sagt, så gjort – næsten da. Jeg forsøgte mig i dag med baglænsmetoden på en lang og lige jordvej mellem kål på den ene side og porrer på den anden – uden andre vandrere inden for synsvidde.

Efter ca. 600 meter og et mindre rullefald på vej ud i kålene indså jeg, at dette ikke var løsningen på mine sort/hvide sider. Ny plan må
udtænkes – måske lidt intensiv og ensidig solbadning senere på dagen. Og så var ham arkitekten Eiffel der igen. Ja, ham med Eiffeltårnet i
Paris og den flotte bro i Porto. Han har været på spil flere steder i Portugal, og i dag foregik de sidste 560 meter af dagens vandring på en kombineret vej-, gang- og togbro ind mod byen Viano do Costelo. Han kan sgu noget med store, stærke og imponerende jernkonstruktioner ham Gustave.

Dagens læringer:

• Fang haren
• En kåd vårhare på steroider
• Fordom 2 kom i hus

Hvis man kan lære noget af 1) Otto, vores Eurasier-hund og 2) Pacere, også kaldet harer i atletik/løb, så er det, at på et eller andet
tidspunkt, så bliver haren fanget. Det er blot et spørgsmål om tid, fart, udholdenhed og målrettethed. Det er netop sådan jeg (åbenbart)
betragter min medvandrere på Caminoen. Så snart en ny eller flere skimtes i det fjerne, så SKAL de hentes og
elegant overhales med et kækt: ”Buen Camino”. Og sådan bliver jeg ved dagen lang, for harer er der rigeligt af her på turen.
Og nogen gange bliver jeg simpelthen for kæk og opfører mig som en kåd vårhare på steroider. PS: Er IKKE på steroider men indtager rigelige mængder energy snack, energy gel med koffein og electrolyte sportsdrik – lidt seriøs har man vel lov at være!

Det skete så for mig i dag, at jeg blev lidt for kæk, da jeg første gang mødte et seriøst, udfordrende og kuperet terræn. Masser af stigning, masser er varieret belægning, som træstubbe allover kombineret med stenblokke, lidt løst og fast. Jeg følte, at jeg var i mit rette element og kastede mig med alt for stor kådhed ud i denne opgave.
Det resulterede selvfølgelig i en ankel, der var mere end heldig, da jeg vrikkede om på vej ned af en stejl skråning. Anklen kan mærkes her til aften og min dårlige samvittighed over at være så uforsigtig kan også mærkes. I morgen tager jeg lige 10% af kådheden – better safer
than sorry, må mit motto være, når jeg møder lignende terræn igen.

Hvem havde jeg også en forestilling og en fordom om at møde på min Camino? Et par unge danske gutter eller piger, sabbatår fra studierne og på tur. Havde allerede fanget de 2 jyske tøser i går, men der blev det kun til: ”Det er den vej”, da jeg hørte den ene sige til den anden:
”Hvor skal vi hen då?”

I dag fik jeg hilst lidt pænere på dem på min aftentur rundt i Viana do Costelo, hvor jeg funderede over lidt af hvert inden dagbogen skulle skrives og biografien om ”Elon Musk” skulle læses. Altså Walter Isacsson´s bog om Elon Musk, som netop er udgivet på dansk, og
hvor jeg i dag på side 111 læste:

"Livet kan ikke kun handle om at løse problemer, følte han. Det må også handle om at forfølge store drømme. Det er det, der får os til at stå op om morgenen”.

Lige om lidt drømmer jeg helt sikkert om de næste 20 – 25 kilometer i morgen og mine over 30.000 ensidige gentagne bevægelser – sov godt.

 
Vila Praia de Ancora, 27.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 22,53 – 26.523 skridt)
Så lær det dog for fanden. Man skulle tro, at jeg konstant flygtede fra noget eller nogen med den fart, som jeg har på. Håber ikke, at der ligger noget mere dybsindigt heri, som eksempelvis, at jeg flygter fra mig selv!
Jeg håber, at blive lidt klogere herpå under min tur – måske kan jeg blot lide at være lidt streng ved mig selv, når Helle ikke er her til at svinge pisken over mig ????.

Jeg overgik mig selv i dag. Tog simpelthen min første pause på Caminoen med en americano (kaffe) omgivet af amerikanere, som én af mine klassekammerater fra kbh. kalder dem. Et ufattelig idyllisk sted, en skovåbning ved et vandløb, et sted jeg ikke kunne stå eller gå for. Jeg måtte lige side ned og nyde stedet. Men også et sted omgivet af tyske Sara, IT-projektleder, som elsker at løse problemer, sagde hun til én, der elsker at forfølge drømme….

Og så kaldte den strenge herre igen, Farten op ad næste bjerg/bakke blev hysterisk høj, og så havde jeg det godt igen. Men årsagen til farten skyldtes også jagten på én bestemt hare – herom lidt senere.

Dagens læringer:

• Arkitur
• Lucy in the sky with diamonds     
• “Accept who you are”

Fra vores ferier ved Douro-floden ved vi, at der findes storslået portugisisk funkis arkitektur i form af flotte og imponerende villaer. Vi har selv boet i én 4 år i træk. Det smukkeste sted (for os) i verden ved Douro-flodens bred i Vinho-verde distriktet. På min tur i dag måtte jeg simpelthen sande, at de virkelig kan noget unikt og fascinerende med moderne funkis-arkitektur.
Det var én af de dage, hvor jeg virkelig fik travlt med kameraet i min I-phone, masser af billeder i kassen, som måske inspiration til mit næste byggeprojekt i Danmark – hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at Helle efterhånden syntes, at jeg/vi har haft nok af byggeprojekter i vores liv, og syntes, at den og de drømme efterhånden må være udlevet. Jeg er ikke helt sikker selv.

I går mødte jeg hende og i dag talte jeg med hende – Lucy. En mor med mand og 2 små børn efterladt på perronen hjemme i Tjekkiet. Hun trængte simpelthen til at se noget andet end bleer, lave morgenmad, bringe i skole, hente i skole og lave aftensmad – dag ud og dag ind. Manden havde givet hende skubbet til turen, og i går – fortalte hun i dag – havde hun også trængt til et stort skub bagi. Hun havde kort og godt dårlige stænger i går (og nej, hun gik heller ikke med vandrestave).

I dag derimod var hun flyvende. Da jeg sad og nød min americano, kom hun forbi, vinkede og smilte, og hun så skarp ud.
Nu havde jeg en mission. Hun skulle hentes efter min kop kaffe inden dagens og etapens endestation 6 kilometer senere, koste hvad det koste ville tænkte jeg. Hvad jeg ikke vidste var, at straks efter den lille café, så gik det 2 kilometer direkte op i himlen. Damned det trak tænder med den fart jeg havde på, og jeg kunne mærke syren ophobe sig i mine lægmuskler.
 
Da jeg nåede toppen af bjerget, helt oppe i skyerne (sådan føltes det), sagde jeg til mig selv: ”Jeg fanger hende lige om lidt.” Det bjerg måtte også have sat sig spor i hendes ben, og der er lidt under 4 kilometer til endestationen.
Men nix. Lucy var over alle bjerge og ikke til at få øje på i det fjerne. Der var kun én ting at gøre, endnu mere fart på og bide tænderne lidt mere sammen. Du kan godt, tænkte jeg.

På grænsen til Vila Praia de Ancora, fra et bakkedrag, kunne jeg i det fjerne skimte en hvid bluse – det måtte være hende. Og så var det, at jeg nærmest fløj hen over stier, fortove og asfalt, for blot 200 meter fra dagens mål og mit hotel at hente hende, syngende: ”Lucy in the sky with diamonds” (Beatles 1967).

Hun stor smilede, da jeg fortalte hende, at hun i dag måtte have diamanter i stængerne/benene med den fart hun havde haft på. Og hertil skal tilføjes, at Lucy gik med fuld opbakning og stor rygsæk. Min blev fragtet fra hotel til hotel, og gav mig en tydelig fordel – også i dag.
Vi gik ind i kirken, fik vores ”stamp” i Camino-passet og sagde farvel og måske på gensyn.

Den sidste læring på dagen, blev også til…..måske titlen på min dagbog, og måske den vigtigste læring og erkendelse på turen.
Vel ankommet til hotellet trængte jeg til at få masseret de stive stænger og hårde lægge efter de første 4 dages vandring. Så sagt så gjort på mit hotel. Hvad jeg ikke vidste var, at udover massagen af mine ben, så
blev det også til en dyb og interessant snak med Ines, massøren om livet, vores værdier og meget andet godt. Og undervejs i denne snak ramte hendes sætning mig: ”Maybe you should just accept who you are” lige i solar plexus. Den sætning kunne jeg godt bruge til noget, både i dag, i morgen, resten af min tur og måske resten af mit liv. Tak for det Ines.
At jeg så måske også ramte hende samme sted kom sig til udtryk ved, at da massagen var overstået og vi
skiltes, gav hun mig et stort kram og sagde: ”There are few clients I remember. I will remember you the rest of my life”. Tak i lige måde Ines.

A Guarda, 28.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 23,G5 – 28.117 skridt)
Fordom nr. 1 brast i dag – undskyld Jan og Rie. Hvordan kunne jeg forveksle Jer med et pensioneret lærerpar med sokker i sandalerne og fjällräv på ryggen. Hvordan kunne jeg forveksle Jer med Poul og Lone?
Men – som min hustru Helle har lært mig: ”The energy goes, where the focus flows”. Jeg var forhippet på at få min fordom nr. 1 opfyldt, da jeg så jer. Det pensionerede lærerpar møder jeg måske senere på min tur – hvem ved.

Og dagen startede ovenikøbet med, at I gav mig en redningskrans i morgengave inden dagens vandring skulle påbegyndes. En redningskrans, som jeg virkelig fik brug for 6 timer senere i A Guarda, da jeg igen møder Sara (tyskeren, der elsker at løse problemer) på torvet tæt på mit hotel.
Hun spurgte: ”Hast du meine nummer gehabt bei SMS?” Hertil skal siges, at jeg også mødte Sara i lobbyen på hotellet til morgen, hvor hun spurgte om hun måtte kontakte mig på Facebook. Jeg kunne med god samvittighed fortælle, at jeg ikke er på sociale medier. Så spurgte hun blot, om hun ikke måtte få mit telefonnummer, så kunne hun jo lige sende en SMS med hendes nummer til mig, så vi evt. kunne gå ud og spise sammen senere på turen. Det var så 6 timer senere på torvet, at denne invitation kom – og så tog jeg redningskransen i brug, som jeg havde fået af Jer, Jan og Rie. ”Das kan ich leider nicht. Ich muss mit zwei andere dänen heute abend essen”.
Svaret blev modtaget med en enkelt tilføjelse: ”Bis später dan”. Ja, vi får se, om jeg undgår eller tager mig mod til at takke ja til en invitation senere på min tur.

• ”Goodbye my love – goodbye” (Demis Roussos, 1973) 
• Med flyvebåd til Spanien

Dem der kender mig rigtig godt ved, at jeg har forelsket mig, på næsten samme måde, som jeg forelskede mig Helle, da jeg blev ”forført” af hende via transaktionsanalyse i 1987 – kærlighed ved første blik. På samme måde forelskede jeg mig i Portugal på vores første tur for over 15 år siden med Helle, min søster og svoger, Birte og Niels.

Dette land har så megen skønhed, at man næsten får lyst til at kalde landet for en ”skøn jomfru”. Så uberørt du står, så smuk og ydmyg du altid er. Så megen lyst man altid får….til at se dig igen. Endnu engang er jeg blot blevet bekræftet i, at du har så meget at byde på, og denne gang til fods, som gjorde oplevelsen endnu mere intens og autentisk.
At skulle forlade dig i dag var ikke spor nemt efter min absolut bedste dag på turen i går, dog med undtagelse af en opringning sidste på dagen. Goodbye my love, goodbye, we meet again.

 
MEN, når man nu skal gøre sin entré i Spanien, så kan man lige så godt gøre det med manér over Minho- floden, der munder ud i det nordatlantiske hav mellem Portugal og Spanien.
Færgen sejler ikke for tiden, da der ikke er nok vand i floden til, at det er muligt for færgen af sejle. Men det er der til gengæld for nogle små hidsige, hurtige og næsten luftbårne (sådan føltes det i hvert fald) water- taxis. Det, der kunne have taget 20 minutter med færge, tog så kun 5 minutter, da kaptajnen på flyvebåden fyrede speederhåndtaget i bund.

Med vindblæst hår (nåhh nej, det har jeg intet af), men godt med havsalt i øjne og ører ramte vi flodbredden i A Pasaxe med manér, ca. 4 – 5 kilometer til A Guarda. Og lige der om hjørnet, til venstre for flodbredden langs kysten og rundt om en pynt, der ventede den indtil nu mest spektakulære udsigt på turen indtil nu. En omvej til A Guarda var det, men nogen gange er omvejen hele turen værd, og nydelsen des tro så meget større.
Den kyststrækning kan ikke beskrives med ord, men bølgerne var flere etager høje, landskabet råt og vildt, tilsat vilde og græssende heste, som du i øvrigt trygt kunne komme helt tæt på – så vilde var de så alligevel ikke. Fordøjelsen af dette syn var stort og på denne tur var alle følelser i spil, både de visuelle men i den grad også de emotionelle.

Det var på denne tur jeg havde overskud til at bearbejde og tænke på den triste besked, som jeg fik i går med en opringning hjemmefra. Det var min formand for vores selskab: Knud den store, der ringede. Knud er en stor mand, både af statur men også af sind. Knud er garder, og som han siger: ”En gang garder – altid garder”. Knud har været min formand, nær ven og som en stærk faderfigur, der støtter, viser vej og altid er med på vejen. Og Knud det holder vi fast i – ser os ikke tilbage – og glæder mig til den tid vi fortsat har sammen, og udøver små mirakler i i Slagelse Boligselskab.
Den forbandede sygdom skal ikke tage livslysten fra dig, for du er både stor og stærk.

Min egen far mistede jeg alt for tidligt, da han kun var 54 til samme forbandede sygdom, men han har altid været i mit hjerte, været min mentor og inspirationskilde i mit liv, arbejdsliv og mit fritidsliv – og han er i den grad med på denne tur i mit hjerte. Han viste tilliden til, at jeg kunne gøre meget mere end jeg selv troede på – og det har siden fulgt mig gennem livet.

Oia, 2G.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 20,31 – 24.013 skridt)
”Time to say goodbye” (Andrea Bocelli og Sarah Brigthmann – et af mine yndlingsnumre) til Jan og Rie, mine bedste klassekammerater, som jeg havde en vidunderlig middag med i går aftes på en fiskerestaurant ved havnen i A Guarda. Og her lærte jeg 2 ting denne aften. For det først: Trust the local ones. Hvor de spiser og fylder bordene ud, er der altid god og lokal kost fra et lokalt køkken. Og for det næste, stol nogen gange på de anbefalinger hotellet leverer til spisesteder i byen.

Den unge kvindelige receptionist gjorde det med hendes ildhu og fortælling om: Pulpo a Feira, små skiver kogt blæksprutte med olivenolie, groft salt og paprika – MUMS siger jeg bare. Jeg kunne simpelthen ikke komme tilbage på hotellet, se hende og mig selv i øjnene og fortælle, at jeg valgte tapasstedet i byen, som jeg ihærdigt havde forsøgt at få hende til at anbefale, da blæksprutter lød en smule ”farlig” spise for mig.
Hun holdt fast og jeg gav efter – det var en god beslutning denne aften.

Og til morgen, Adios Amigos til Jan og Rie – ikke flere redningskranse fra Jer. Nu må jeg klare mig selv.
Under 3 timer senere skulle det allerede vise sig, at jeg var ”nøgen og forladt”, alene på vejen og alene til at tage ansvaret for mine beslutninger.
I fuld firspring hele vejen mod Oia og mit hotel, fuldt fokuseret på hastighed, lugten af tang og havvand fra det lille fiskerleje i Oia hørte jeg pludselig et brøl, som jeg genkendte. 10 meter over min hovedhøjde, på toppen af en mur, foran endnu en kirke: ”Halllooo Arne, hallloooooo”. Minsandten om det ikke var tyske Sara fra parallelklassen, som jeg tidligere havde forbrugt 10 minutter med i mit eneste frikvarter på turen. Hvad kan jeg så lære af det? Pauser er roden til al ondt (måske) og kun for de dovne. Så hvad gjorde jeg ved lyden og synet af Sara – et pænt nik med hovedet og selvfølgelig ”Hallo Sara”. Hendes replik til lyden af mine hastige skridt videre var: ”Sehen uns villeicht später ins Hotel Glasgow”, som i øvrigt lå ca. 3 kilometer uden for Oia. Jeg så hende ikke senere denne dag ????

Dagens læringer:

•  Kasket med bakspejl
• I bagklogskabens ulidelige klare lys

Den her har jeg virkelig glædet mig til at fortælle – ku´slet ikke vente med at komme hjem og finde dagbogen frem. Jeg lærte i dag noget helt nyt om rette udstyr til en Camino. Har aldrig set dette på nogen anbefalede lister fra Spejdersport, Eventyrsport eller for den sags skyld fra Bering Rejser. I må simpelthen følge med på vejen og få opdateret Jeres lister, når jeg fortæller dette.

Ca. 5 kilometer fra dagens begyndelse i A Guarda, på en smal og stenet sti, så jeg lidt længere fremme den næste hare. Det var blot et spørgsmål om tid inden jeg fangede den. Ca. 5 – 10 meter inden min fangst, så jeg en bevægelse fra haren, der skabte lidt forundring. Han – en asiat i sin bedste alder (og det må jo være tæt på 60 ????) med fuld opbakning og al det udstyr på kroppen og rygsækken, der kan købes og fremskaffes for penge – trak let og elegant ind til siden for at lade mig passere på den smalle sti efterfulgt af et smil og Buon Camino. Havde han virkelig hørt mine hurtige og
lette skridt på afstand? Nej, DER fik jeg øje på den ultimative merchandise til Caminoen. En flot gul kasket med bakspejl!!! Et bakspejl på en pind, der sad fast på kasketten havde afsløret, at en medvandrer var på vej, kom med lidt højere fart og gerne ville forbi. Så har man set det med. Men ved eftertanke har jeg jo ikke brug for den, da ingen endnu har villet forbi eller overhale mig på turen. Og det kommer nok heller ikke til at ske resten af turen, hvis benene altså bliver ved med at være så gode.

Og nogen gange ser man alt klarere i bagklogskabens ulidelige klare lys (Som en hvis Kurt Thorsen blev berømt for at sige – udover hans berømthed for det ”lille” svindelnummer med PFA).
Det har denne tur i hvert fald lært mig indtil videre. Lad mig blot nævne følgende, som jeg lovede mig selv inden turen:

• Du skal ikke gå stærkt – nyd det nu
• Du skal ingen Venner haVe i klassen, Vi skal jo kun Være sammen i 14 dage. Pas dig selV for Vi ses jo ikke igen
• Du skal kun ringe sammen med Helle én gang om dagen – ellers forstyrrer det nok mit behoV for alenehed for meget
• Du skal ikke røre øl, Vin eller alkohol på hele turen – du skal leVe lidt asketisk

Og hvad sker der så for dig Arne? Hvorfor har du brug for at love dig selv, både det ene og det andet?
Hvorfor har du i bund og grund brug for at sætte regler og være streng ved dig selv, når du godt ved, at alle 4 ovennævnte ”lovninger” er stik imod den du er, det du trives og har det godt med? Det er sgu et godt spørgsmål og som Helle formulerede det i en SMS: ”Hvem er ham den strenge herre, som du tror, at du har med på turen?”
Og så var det her – næsten halvvejs på turen, at sætningen var der igen, som ramte i solar plexus tidligere på turen: ”Accept who you are”.
Og det fortsætter jeg så med at gøre på den næste halvdel af min tur på vej til Santiago de Compostelo.

Baiona, 30.0G.2023. (Dagens kilometertal i alt: 21,83 – 26.204 skridt)
”He is a Satanist” she said. Asked: “Whaaat?” “Elon is a Satanist” she said again. “He is just a puppet, the
lowest of the lowest in the pyramide of Satanist´s”. Det var stærke sager. Sådan sluttede min dag i går, i en langt hen ad vejen hyggelig samtale med 2
midaldrende stewardesser fra Vancouver over et koldt glas hvidvin med udsigt til solnedgang over Atlanten.
Alt åndede fred og idyl i vores samtale ved swimmingpoolens kant på Hotel Glasgow. Jeg havde måske spottet at den ene, Lisa, havde anbefalet mig at studere en professor, som var bandlyst på alle universiteter i Canada på grund af hans holdninger og kontroversielle udtalelser på X (tidligere twitter).

Tror også at jeg i hendes ordstrøm havde hørt ordet, konspirationsteori. Jeg havde måske lugtet lunten om, hvor hendes sympati og holdninger lå, men var alligevel fuldstændig uforberedt på, hvad en uskyldig samtale om, hvad jeg som alene mand fik turen og tiden til at gå med, når jeg ikke vandrede. Her svarede jeg troskyldigt: ”Reading and writing”. Og det første spørgsmål var helt ufarligt. ”What are you writing”. Det korte svar: ”A book – my
diary”. Men det næste spørgsmål skulle vise sig at være knap så ufarligt: ”What are you reading?”. Og her kom så den udløsende faktor til vulkanens
udbrud, hvor jeg næsten kunne mærke de tektoniske plader under mig flytte sig og rystede jorden og solsengen med et mindre jordskælv. ”A biography of Elon Musk”.

”He is a Satanist” nærmest råbte hun og her kunne jeg se, at det ikke var til at spøge med. Alligevel forsøgte jeg både én gang og to gange for at se, om der ikke var en formildende tilgang til det udsagn. Først den umiddelbare: ”Whaaat” og svaret blev endnu mere tydeligt både i styrke og kropssprog: ”Elon is a satanist”. Herefter med forsøget på den forsonende udgave – naiv, som jeg var: ”He is interesting, maybe the most powerfull and can maybe also be dangerous, concerning to his control of satellites etc.”.
Og hvis den ikke var feset ind på min lystavle, så gjorde den det nu: ”He is just a puppet on a string, the lowest man in the pyramide of satanist´s who control this world”.

Jeg rejste mig, kikkede hende ind i solbrillerne (solen var gået ned…) og sagde: ”You have your way of seeing life, I have mine. Thanks for keeping me company and have a nice evening and a nice Camino”.

Det gjorde sgu indtryk. Men hvad, det var jo også et at mine mål for turen: At undersøge og være nysgerrig på andre mennesker og deres
perspektiv med livet og turen – uden at komme for tæt på, for jeg skulle jo passe mig selv….! Her blev jeg udfordret. Fanme godt jeg ikke kom i
klasse med hende.

Og her til morgen tog jeg så sprinterstøvlerne på. Turens korteste strækning i sigte, estimeret til mellem 12 – 13 kilometer og godt 300
højdemeter. Farvel Oia, farvel du farlige kvindemenneske, som jeg ikke brug for at møde mere på min vej.
 
Vel ankommet til Baiona – i for mig hurtigste kilometertid på turen (og i øvrigt 15 kilometer og ikke 12-13, som angivet i rejsebogen), så stødte jeg ind i et syn, som fik mig til at spærre øjnene op, tørre sveden af panden og spørge: ”Excuse me, can I take a picture of you”. Fire super smukke unge og utroligt flot klædte kvinder stillede op til portræt fotografering og sagde: ”Off course you can”. Med billedet i kassen spurgte jeg: ”You look amazing, any special occasion today?” ”Yes, we are on our way to a wedding” sagde de.

Se, det gav virkelig god mening, og så tænkte jeg i mit stille sind. Hvor gør vi ofte egentlig alt for lidt ud af os selv til festlige lejligheder i Danmark. Vi kan jo finde på at stille op i et par jeans, en polo, et par snickers og måske en jakke til et bryllup. Her er der stil, stolthed, masser af farver, kjoler, høje hæle, habitter og pingviner overalt i byen – det må være et meget stort bryllup, som de skulle til. Må simpelthen sige, at det var den smukkeste velkomstkomité, som jeg kunne ønske mig til Baiona.
Læring: Hvis man ikke spørger, får man ingen svar eller smukke billeder og minder med hjem. Og hvis man spørger, er det værste der vel kan ske – et nej. Jeg var heldig i dag. Om det var held, gode ben eller blot en voldsom stædighed, der gjorde, at jeg gennemførte dagens etape i ”rekordtid”. Det lader jeg stå hen i det uvisse. Men én ting, som jeg i dag for alvor fik vished om var:

Læring: Nogen siger at de fede, de kan svede, og at de tynde, de kan stønne. Jeg fandt ud af, at jeg må gå under betegnelsen ”tyndfed”. På dagens stigninger i 30 graders varme svedte jeg som en pisket og stønnede som en midaldrende mand i dårlig form med kronisk bronkitis. Og ja, jeg er midaldrende, men er hverken fed eller lider af bronkitis eller render rundt med en piskeris i hånden. Jeg er blot ”tyndfed” – det bedste eller måske det værste af begge størrelser…..

Sidste læring på denne smukke sen, sen sommerdag i Baiona var, at der er afsindig god plads på strandene, som ligger smukt og helt inde i bugtens og byens hjerte. Blot 200 meter fra mit hotel. Der er afsindig god plads. Lige indtil kl. 16.00 og derefter. Så blev stranden i sandhed invaderet af masser og masser af spanske familier med stole, parasoller, solsenge, tæpper, legetøj til børnene og alt, hvad der ellers hører til en hyggelig eftermiddag/aften på stranden. ”Vamos a la Playa” (Righeira 1983) siger jeg bare. Og jeg tog hjem.

PS: Efter en aften i Baiona, en lørdag aften, så kan man ikke undgå at blive beruset! Beruset af liv, beruset af en perle her i nordvest Spanien, og måske en smule beruset af god rødvin fra ”min” tapasbar tæt på mit hotel.
Godnat måne, godnat stjerne – vi ses igen i det fjerne.

Vigo, 01.10.2023. (Kilometertal i alt: 35,74 – 43.074 skridt)
Kongeetapen – høns og bjerggeder.
Alt, jeg siger Jer, ALT var linet op til dagens kongeetape på Caminoen. Hvis der var én ting, der var sikkert, så var det, at jeg ikke skulle gå ned på
proviant og udstyr. Så hvad gjorde jeg? Dublede op på energy snack, energy gel og electrolyte sportsdrik. Dublede op på t-shirts og frugt – så var jeg klar.

Etapen var estimeret til godt 25 kilometer med anslået ca. 700 højdemeter på ruten mellem 18 – 28 graders varme. Familien var allerede dagen i
forvejen kommet med en løftet pegefinger. Tag den nu med ro Arne, så det prøvede jeg på bedste vis at indprente mig i hjernen og kan allerede
afsløre nu, at det kun holdt i ca. 800 meter, og så kedede jeg mig allerede.

En del af forberedelsen var også at komme tidligt afsted, og det blev så til ca. 30 minutter tidligere end normal afgang, afsted var jeg kl. 8.00. Så var der mindre bagende sol at koge i på bakkerne/bjergene forude. Det fortrød jeg ikke, for her fik jeg dagens første læringer og positive overraskelser.
For det første, at se solen stå op over bugten ved Baiano var magisk men for det næste, hvad lige så magisk var, at få oplevelsen af at forlade
Baiano i hyldest og fanfare. Jeg er 100% sikker på, at alle hønsene, som også lige var stået op, på vej ud af byen, sendte mig nogle hanegal og en fanfare ved solopgang, som jeg kun kunne blive glad i låget af.

Ca. 10 kilometer ude på turen viste min rutebekrivelse mig, at nu stiger vi i lang tid, så du helt sikkert kan mærke det. Men det skønne og gode var, at her var der tale om bløde og lange bakker med 7-8% stigning. Lige tilpas til, at jeg kunne holde tempoet højt – troede jeg da!
For bedst som jeg næsten var lullet i trance over smukt landskab, konstant tempo og virkelig gode ben her på 8. dagen af min
”træningslejr”, så kom de små ”sorte” bakker og hårnåle sving med stigninger på 16 – 20%. Så kom tanken om den fysiske følelse af, at være tyndfed igen ???? – sved og støn i rigelige mængder.

Og helt symbolsk, hvad mødte jeg på toppen af dette bjerg? 2 bjerggeder, der stille, roligt og monotont gnaskede løs på træer og andet godt, som var serveret for dem. Tog et billede af dem og tænkte – jeg var sgu også en habil bjergged i dag med diamanter i stængerne.
 
Trods bakker og bjerge var benene som sagt stadig piv gode. Udsigten over Vigo-bugten var så mindre god. Der lå en tyk tåge eller skydække over hele bugten. Så det fantastiske syn, som rejsebogen havde beskrevet, at jeg skulle glæde mig til, må vente til en anden gang, hvis der da bliver en sådan.
På vej downhill vil Vigo gav jeg den virkelig gas. Så meget gas, så da jeg passerede et hollandsk ægtepar, som jeg talte med til frokost i går – så
afviste jeg en invitation til en kop kaffe. De ben skulle ikke stoppes, og som tidligere skrevet – pauser er ikke lige noget for mig. Jeg fløj ind i Vigo.
Total uinteressant tur ind igennem fabrikskvarterer, trafikerede veje, trafiklys og bilos. Her mødte vi for første gang siden Porto, en storby.

Forbi Celta Vigo´s flotte fodboldstadion, som for en fodboldtosse som mig fik smilet frem på læben og billeder blev det også til i forbi-farten. Mon de spiller på hjemmebane i dag/ i aften tænkte jeg. Mon jeg kunne få en billet? Og nej, det gjorde de så ikke, kunne jeg senere konstatere på mit hotel – øv. 25 kilometer passeret nu og varmen havde ramt de 28 grader her midt i storbyen, og det var tid til at sætte mit hotel ind i google-maps. Så sagt så gjort, og kun 2,5 kilometer igen af dagens kongeetape, som så blev på 27,5 kilometer i alt. Hvor svært kan det være tænkte jeg igen?

Og her stod hovmod og selv fedme for fald. For efter 300 meter skulle jeg først her udsættes for dagens hårdeste, mest dræbende og mest
enerverende stigning. 1,5 kilometer lige op i himlen i Vigo – eller nærmere 1,5 kilometer i varmehelvede i Vigo. En stigning med konstant 16-18% fik mig lige ved at koge over. Heldigvis, og ja heldigvis var der så god styrke i benene, at de bar mig til tops, hvor sidste beholdning af min electrolyte sportsdrik blev skyllet ned.

Nu var der kun godt 500 meter ned ad bakke inden målstregen og den indre jubel kunne bryde løs. Og det gjorde den til fulde ca. 4 minutter senere, da jeg stod i hotellobbyen og tømte 2 coca-cola på ingen tid – depoterne skulle i balance igen, da jeg balancerede på randen af overophedning i dag – Go Daw Vigo, her er jeg. Stigninger har du (Vigo) nok af, interessant og velbevaret gammel og flot arkitektur har du i rigelige mængder, hvis man giver sig tid til at studere dig i centrum af byen, hvor jeg tog en lille ekstra eftermiddagsvandring for blot at gå den værste syre ud af benene efter dagens strabadser. Og herudover fandt jeg en super frokostrestaurant, Cantina Argentina, som serverede nogle himmelske emblanadas, som igen blev skyllet ned med rigelige mængder væske, 2 store fadøl – damned jeg havde det godt.

Redondela, 02.10.2023. (Dagens kilometertal i alt: 20,G6 – 25.265 skridt)
”Oops – I dit it again”…and again and again. (Britney Spears, 2000) Som om jeg ikke havde fået nok og lært af i går – åbenbart ikke. Pisken kom frem igen og beordrede mig til at forbedre min hurtigste kilometertid på turens – målt i kilometer fra hotel til pension, dør til dør – korteste etape. 14 kilometer sharp, og præcis 2 timer tog det mig, hvoraf de første 3 kilometer var konstante, men bløde stigninger i Vigo. Vi skal højere op, ja vi skal endnu højere op, helt til tops sammen, pisken, min ven GPX-vieweren og jeg i fællesskab. Og herfra var det stort set ”flat out” resten af vejen med den smukkeste udsigt over Vigo-bugten, som jeg gik glip af i går på min vej ind til Vigo – lucky me ????

Alt, alt for tidligt fremme i forhold til min check-inn tid, viste heldet sig, som så mange andre gange før på turen. Værelset på mit lille pensionat var klar, og det samme var vaskemaskinen på 4. sal med tilhørende tagterasse, hvor jeg kunne nyde varm kaffe og kølig vand. Nu skulle lugten, som havde forfulgt mig de sidste par dage endegyldigt fjernes, så det ikke gik hen og blev en decideret ækel følgesvend på de sidste 4 dages vandring.

Med maskinen godt proppet, er det tide til dagens refleksioner og læringer.
Men inden da: Lucky me again….- nåede op til vaskemaskinen 5 minutter før hun stod der med favnen fyldt og skulle til. Og det var ikke hvem som helst, der stod der. Det var såmænd tyske Sara igen, der var gået tidligt ”hjemmefra” i Vigo for bl.a. at sikre sig – en også tiltrængt – vasketid på pensionatet. Endnu engang sendte jeg en tak til dit gode ben, og hun må vente 1 times tid, til det bliver hendes tur.

Dagens læringer:

• Lidelseshistorien og  
• Hamsterhjulet

Som overskriften antyder, så er der jo mange, for hvem denne tur har et religiøst islæt – pilgrimme på vej mod den katolske endestation i Santiago de Compostela. Og her må jeg blankt erkende, at dette har turen ikke for mig. Men én ting, som jeg er sikker på er, at alle her har sin egen lidelseshistorie med sig og nogen opdager den også undervejs. Det er blot et spørgsmål om, hvad der frembringer lidelsen – mentalt eller
fysisk.

For nogen må det simpelthen være den tunge, tunge, tunge byrde, som de slæber rundt med på ryggen og i rygsækken. Nogen så store, at jeg ikke håber, at de mentale byrder er proportionelle med de fysiske. Her er rygsække så store og heraf lidende gangarter til følge, at det næsten må være et bevidst selvpineri for derefter i endnu højere grad at kunne nyde den frelse, det vil være, når de ser den katolske domkirke i Santiago i det fjerne.
Og så er der andre, hvis lidelseshistorie ligger i, at piske sig selv konstant fra dag 1 og alle 13 vandringsdage i træk for derefter, at opnå sin (læs: min…) frelse ved at springe ud af hamsterhjulet, og gennemføre en for mig både fysisk og psykisk manddomsprøve (undskyld udtrykket i disse
ligestillingstider….) og komme hjem i super form og adskillige kilo lettere og en hel del klogere på sig selv. Og her var den igen: ”Accept who you are”.

Og ja, jeg sprang ud! Altså ud af hamsterhjulet for blot at finde et nyt undervejs. Derhjemme har Helle og jeg en sang, som er skræksang nr. 1 og total bandlyst: ”Livets gang” (Pensionistvisen) (Grethe Sønck og Volmer Sørensen, Cirkusrevyen 1980). Teksten og sangen er for os den ultimative fælde her i livet. Fælden og gentagelsen af dagens dont, som du ikke kan slippe ud af, og som du ikke selv gør noget ved. Og som går hen og brænder sig fast i både krop og sjæl. Jeg sprang ud og sprang på Caminoen. For nu var det min tur til at vise handlekraft og ikke blot fortabe sig i hverdagens ”banaliteter” og dagens hamsterhjul i Danmark. Nu skulle der ruskes op i mit eget sind. Og hvad skete der så! Her blot 9 dage inde i min tur, har hamsterhjulet stille og roligt fundet vej til mig og min Camino. Og her går det jo op for mig, at jeg og mange andre vil jeg tro, trives i bedste velgående med
forudsigelighed, faste rytmer og daglige rutiner. De giver grundlæggende en tryghed, som en én af
hovedingredienserne i et godt liv. Vi bliver simpelthen afhængige af vores eget indre hamsterhjul, ligesom jeg på denne tur er blevet afhængig af:

• Op kl. 7.00
• Morgenmad kl. 7.30   Afgang kl. 8.30
• Samme tempo og lidt til hver dag
• Hilser på de samme medvandrere/caminister hver dag, eksempelvis Karl, Berit, Christina, tyskerne, hollænderne og amerikanerne
• Ankomst mellem 10.30 – 13.00
• Tage et bad og vaske noget tøj  
• Hvile ½ time
• Spise let frokost  
• Rundtur i byen
• Reading and writing  
• Aftensmad kl. 20.00
•  I seng kl. 22.00

Every f…… day ????!!!

Indtil nu er det lykkedes mig, at gentage det mønster til næsten perfektion hver dag, og hvis jeg er vedholdende nok og gør mit yderste, så klarer jeg det nok også de sidste 4 dage. (PS: Det kommer mærkelig nok helt af sig selv….)
Kære hamsterhjul – hold kæft, hvor jeg holder af dig, og du behøves ikke at finde mig i Danmark, når jeg kommer hjem. Jeg pakker dig glad og trygt ned i rygsækken og bærer dig hele vejen med et smil på læben.

PS: Sidste læring i dag. Det med vaskemaskiner, bliver nok aldrig min helt store spidskompetence – det lever jeg med, da kompetencen heldigvis ikke er nødvendig i mit hjemlige hamsterhjul – og her sender jeg igen en lille taknemmelig tanke til Helle.
PPS: Blot til eftertanke. Den første mand, som jeg gik bagefter på dagens rute, downtown Vigo, han gik i en sort t-shirt med teksten: ”Satanist worship” på ryggen……tror i lige, at jeg fik fart på her. Måske var det én af Lisa´s disciple…

 
Pontevedra, 03.10.2023. (Dagens kilometertal i alt: 28,28 – 33.715 skridt)
618 – Ja, fangsten i dag var uovertruffen god for en jæger, som jeg. Og nej, byttet var ikke 618 lerduer, fasaner eller vildsvin, som blev fanget, nakket og ædt på min tur i dag. Karl var nr. 366, Karls camino-veninde nr. 367, Sara nr. 402 og Claudia (Schiffer) nr. 403.

PS: Spiste aftensmad i går med Claudia – Schiffer, som jeg kaldte hende. Så husker jeg bedre navnet ???? Alene og mor på tur fra Leipzig med mand og 2 børn på 15 og 19 derhjemme, og efterladt på perronen for at bryde hendes hjemlige hamsterhjul. Og så faldt tanken igen på Lucy – mon hun stadig har diamanter i benene….. har ikke set hende siden.

Damned, det var en god følelse med en dag på jagt efter harer uden afbrydelser. Det er simpelthen jagten og mig eget konkurrencegen, der giver mig en lykkefølelse. Hvis der ikke er et element af konkurrence, ja så keder jeg mig simpelthen. Nogen vil nok mene, at jeg har en skrue løs og hvad har Caminoen med konkurrence at gøre. Er det ikke det stik modsatte, som er formålet. Langsom vandring og evnen til at finde indre ro. Nogen vil sågar mene, at jeg blot har svært ved at hvile i mig selv – måske flygter fra mig selv.

Men her kom min læring.
At bringe min fart og mit konkurrencegen i spil, giver mig både indre ro, tilfredshed, jeg hviler i mig selv og har næsten følelsen af at svæve hen over nordvest Spaniens bakker, bjerge og brosten. Det skal jeg absolut fortsætte med, når jeg kommer hjem.
Jeg begynder også nu – her godt inde i min anden uge – at forstå når cykelryttere og Jonas Vingegaard fortæller, at de får bedre og bedre ben som Tour de France eller Vuelta Espana skrider frem. Jeg har ikke helt kunnet forstå det med min forstand, men så er jeg jo heldig, at benene taler sig eget tydelige sprog. Dette føles lige nu, som mit eget Vuelta Portugues/Espana i topform – blot på gåben. Og gud hvor er jeg taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at udleve det i så smukke omgivelser med lutter smilende og nysgerrige medvandrere på min vej.

Det er absolut ikke sidste gang, der skal gås langt og hurtigt. Det er blot et spørgsmål om hvor og hvornår. Måske 100 kilometer på 24
timer, en Mammut March i København eller Dodentocht (Dødsmarchen) i Belgien. Eller en ny Camino fra et nyt udgangspunkt – tiden viser vej. Nyt mål sættes, og jeg elsker at sætte mål og ikke mindst processen frem mod at nå det.

Og her er min anden læring i dag, som er blevet endnu mere tydelig end nogensinde på denne tur. Det er ikke målet, der helliger processen. Det er processen, der helliger målet. Og på turen her er der et fint touch af hellighed kombineret med heldighed (at kunne), som fører en trygt frem
mod målet i Santiago. Når man først forstår at nyde processen – også når det gør ondt – desto større (forhåbentlig) bliver lykkefølelsen, når målet dukker op i horisonten. Kan mærke, at jeg virkelig mere og mere begynder at glæde mig til fredag, når domkirken dukker op i det fjerne.

Et par yderligere refleksioner over dagens tur er, at her mødte vi virkelig de to stejleste/sværeste og længste stigninger på vores tur, og til tider fik jeg oplevelsen af, at der næsten var kø og klumper i trafikken op over bjergene. Årsagen var, at de to portugisiske ruter (landruten og kystruten) blev samlet til én rute, og nu må jeg indse, at både mængden af harer er øget betragteligt (som jo er godt for mit konkurrencegen), men en del af freden, roen og
idyllen er gået en smule af fløjten. Men hvad, jeg fløjter glad videre på min vej til Mandalay.

Caldas de Reis, 04.10.2023. (Dagens kilometertal i alt: 24,03 – 28.381 skridt)
Ja, så kom dagen endelig. Dagen, som jeg troede var oprandt noget tidligere på turen. Dagen, som også var lidt af et gennembrud for mig og mine tanker. For lige pludselig, kort efter starten mærkede jeg noget særligt. Tanken var tom!!’

Nej, nej, ikke energien og kræfterne til at vandre. Men den mentale boks var gået på standby og producerede ikke længere historier, bekymringer eller andet godt, som skulle bearbejdes og sættes på plads. Det var sgu også lidt af en ensom følelse, når nu min faste producent og følgesvend ikke gad lege med i dag. Men jeg både ved og er tryg ved, at når du igen vælger at være aktiv, så er vi bedste venner, og bedste venner har man brug for, som faste støtter og følgesvende gennem livet. Mon jeg har fået nye på min tur – tiden vil vise vej.

Men hvad gør man så, når der lige pludseligt er tomt. Jeg tænder for nødgeneratoren, som altid er der som back-up, hvis systemet er gået i stå. Og nødgeneratoren får hostet mine tanker i gang igen, og her kommer Gada (min uundværlige kollega, medarbejder og ven) ind i billedet. Mon hun har styr på dagsordenen til næste uges bestyrelsesmøde i selskabet. Hvad mon der kan være produceret af sager de sidste 10 dage, hvor jeg bevidst har lukket ALT ned? Det er jo mit ansvar at få den produceret, så her vælger jeg første og eneste gang på min tur, at bruge 5 minutter på en SMS, et tjek og ikke mere arbejde, før jeg tjekker ind igen på mandag. Tak nødgenerator for, at du lige fik den nødvendige strøm på igen.

Men, når du nu har sat strøm til, så lad mig også bruge den til dagens og anden og vigtige opgave (som i øvrigt…..er vigtig på hele turen): ”Kikker på fugle – hVorfor ik, hVorfor ik” (Djämes Braun, 2015). Hvad er skønnere og mere livsbekræftende end at sidde, studere og kikke på……mennesker. Vi findes i alle afskygninger, og det er med til at gøre hver enkelt individ helt unikt og sin egen.

Her på torvet i Caldas de Reis så jeg f.eks. nonnen der blev fulgt til lægen af en sygeplejerske (lægens dør lå lige overfor mit cafébord). Håber ikke hun fejler noget alvorligt – gangen havde det i hvert fald ikke får godt. Hendes kridhvide nonnedragt er smuk, som den reneste og krystalklare sne.
Her sidder jeg omgivet af forretningsfolk, der holder en kort pause i den måske travle hverdag. To mænd med meget velstrøgne lyseblå skjorter, og en kvinde med solbriller, langt mørkt hår og lange gevandter – ”birdie nam, nam”.

Og selvfølgelig er de her også – de mange, mange ældre, som her, som overalt på min vej, sidder og nyder solens varme stråler, nyder livet og helt sikkert har den samme hobby som mig: ”Kikker på fugle, hvorfor ik, hvorfor ik”. Tak mor, fordi du lærte mig værdien i noget af det smukkeste der findes, studiet, fantasien og oplevelserne af denne gratis glæde her i livet.

Og for ikke at forglemme. Flere og flere af mine medvandrere tager sig en velfortjent pause på torvet fra gentagelsens ulidelige lethed – skridt for skridt, vabel for vabel – og de begynder nu hos mig, at stikke næsen frem eller rettere sagt stikke ud på mine tæer.

PS: Slutter dagen på turens indtil nu smukkeste og meget fredfyldte hotel/landsted, 5 kilometer udenfor Caldas de Reis, Casa Pedreira, omgivet af smuk natur, og hvor fuglene flyver frit i flok.

Padron, 05.10.2023. (Dagens kilometertal i alt: 25.25 – 2G.530 skridt)
Så blev det dagen før dagen. Du ved dagen før gaverne skal pakkes op og vi alle samles om det store bord, nyder maden og hinandens selskab.
Mon det bliver sådan i Santiago, at vi samler hele klassen, nyder hinandens selskab, et spansk måltid og får kikket på vores alle sammens store gave – vablerne….nåhh nej, Camino-passet – vi får se.

Men dagen før dagen blev også denne dag, hvor jeg fik tildelt et nick-name af de tyske og østrigske caminister (mit nye ord for mine medvandrere), som jeg har hilst på, drukket kaffe med og smilt til, når jeg nappede dem én efter én på min tur.

Det var Thomas – en venlig midaldrende tysker – der råbte efter mig, da jeg havde passeret ham. Ja, jeg havde kun ét mål med dagen i dag – endnu en rekordtid til samlingen, og ved du hvad? Rekordtiden fik én over nakken, da jeg samtidig havde en indestængt og ophobet energi fra morgenstunden, da vi skulle vente 1 timere senere med morgenmaden på hotellet, og deraf ikke kunne have afgang præcis kl. 8.30, som de øvrige 11 dage. Hamsterhjulet har ikke levet forgæves.

Just passeret Thomas og han råbte: ”Hallo, du muss din schnelle Arne sein”. Jeg kvitterede med et. ”Ja, das bin ich” og spurgte efter hans navn, da jeg ikke tidligere har snakket med ham, men kun husker at have hilst høfligt på ham et par gange tidligere. ”Die anderen hat es mich erzählt….dine name”. Jeg smilede og sagde inden i mig selv (MIP, MIP – som tegneserien og jordgøgen Hjulben/Road Runner på engelsk – og da jeg hedder Juul til efternavn og har gode ben, så passer det navn, da meget godt til mig….Hjulben????)

Og herefter var jeg væk og efterlod kun en støvsky. Ved det godt, overdriver en smule men det fremmer forståelsen…! Ca. ½ time senere passerede jeg en café, og der sad nogle tyskere og en ung mor og hendes søn, Jannes fra Østrig på 9 år. Og igen råbte de: ”Hallo, die schnelle Arne”). Jeg smilte og vinkede til dem – og nej, havde ikke tid eller lyst til en pause.

Da jeg senere samme dag møtte dem igjen i Padron, fikk jeg vite at det var Jannes som hadde funnet på det navnet som nå var blitt mitt. Og hvis man legger ulik vekt på ordet "schnelle", kan det navnet ha ulike positive betydninger - og jeg tar dem alle til meg.
Men én ting går igjen og igjen på disse turene gjennom skoger, åkrer og små nordvestspanske landsbyer. Jeg savner de ville kystene i Portugal. De ristet virkelig i deg, og hvem trenger ikke en god risting en gang i blant.
Og litt ettertanke, læring og observasjon sent på ettermiddagen må også være med. BOOK ALLTID vandrerhjem, gjestehus, rom, hotell eller hva du vil bo på TIDLIG. Denne ettermiddagen var det nærmest panikk i Padron. Mange slet rett og slett med å finne et sted å overnatte - og
utenfor høysesongen. Så vilt det må være når det er høysesong. Jeg kan tenke meg at man må gå 10 - 20 kilometer ekstra bare for å finne overnatting og nærmeste sted å sove.
Fy søren, så heldig jeg er igjen at dette "stresset" ikke følger meg på denne turen: Lykke til i kveld jenter og gutter, jeg håper å se dere alle i Santiago i morgen.
PS: Jeg har alltid ønsket meg et annet navn enn Arne. Og nå har jeg kanskje funnet det, hvis jeg hadde vært fra Padron.
var fra Padron. "Ramon fra Padron" ... det ville høres ganske kult ut.

Santiago de Compostela, 06.10.2023 (Dagens totale kilometer: 31,47 - skritt 37,218)

DEN SISTE VANDRINGEN.
Dagen kan vakkert innrammes i to tekster og sanger: "Fly on the wings of love" (Brødrene Olsen, 2000)
"We are the champions" (Queen, 1977)
Toget mitt gikk presis - som jeg elsker det - kl. 08.30 fra stasjonen i Padron, eller rettere sagt fra det vakre hotellet Pazo de Lestrove.
Den siste reisen med Camino-toget på "Orientekspressen" (forstått som en luksusreise og vakre opplevelser).
Der var de igjen - sommerfuglene, som lykkelig fløy rundt i magen og hodet og gledet seg til vår siste etappe og siste tur på en
overveldende og uforglemmelig reise. Jeg kan like gjerne innrømme
innrømme at jeg har felt flere tårer av lykke og takknemlighet og "rørthet" de siste fjorten dagene enn jeg har gjort de siste ti årene av mitt liv. Det hadde jeg virkelig ikke sett komme. Men jeg tar det med meg hjem som en gave for livet - en av de største gavene jeg noen gang har mottatt og
opplevd.
Jeg tror bare én gang tidligere i livet har jeg blitt så rørt på ferie, og det var for rundt 25 år siden, da jeg sto på toppen av et snødekt fjell for første gang.
Jeg sto på toppen av et snødekt fjell i Canazei i Italia og lyttet til Andrea Bocellis "Nessun dorma". Jeg får gåsehud bare av å tenke på det igjen, akkurat som da jeg så en av de vakre milepælene langs hele ruten min, med mindre enn 10 kilometer igjen av Caminoen.
Og for en tur jeg hadde i dag. Den krøp dypt inn under huden på meg. Fra start til mål møtte jeg bare smil, glede, klemmer og glød i alles øyne.

Vi visste alle at noe stort ventet ved enden av regnbuen. Dagens tur fløy rett og slett forbi med kjærlighet i overflod, og det fikk meg til å smile og synge
til å smile og synge "Fly on the wings of love - fly baby, fly" - men bare for meg selv.
Og musikk har også vært en veldig fin følgesvenn på turen. Ikke fra I-phone, earpods eller annet teknisk utstyr. Den har bare fulgt meg i hodet fra dag én mens vi har gått kilometervis med board-walks langs den portugisiske kysten. Og ja, det var her en sang som jeg startet hver eneste dag
Jeg startet turen med: "Under the board-walks" (Drifters, 1964, og kanskje bedre kjent av ingen ringere enn Bruce Willis, 1987, også det året
jeg møtte min elskede kone HELLE, som jeg har vært lykkelig gift med i 35 år, og som har vært med meg på hele turen med hjerte og telefon....)
 
Flyr inn til Santiago, storby, folkemengder og mennesker, blandet med matlukt overalt. Forventningens glede viste seg å være vann i forhold til det som ventet meg og tusenvis av andre Camino-reisende.
Gjennom overfylte gater, enda flere folkemengder, vandring og inntrykk, rundt et hjørne og plutselig en åpning til plassen foran katedralen i Santiago de Compostela. Sluttdestinasjonen for oss alle, noen med 779 kilometer i beina og staver fra den franske ruten med start i Saint Jean Pied de Port, andre fra den portugisiske landruten med 237,7 kilometer og ikke minst meg selv og Camino-klassen min med 280 kilometer i beina fra den portugisiske kystruten.

Og så var den der igjen, igjen, igjen.... gåsehuden som kunne kjennes overalt og som kan kjennes igjen når jeg sitter og skriver disse ordene idet jeg kom inn på plassen foran katedralen. Synet av katedralen var rett og slett så overveldende at tårene kom ut av øyekroken, og om det bare var synet av katedralen eller også en stor porsjon stolthet, lettelse og oppsparte følelser fra hele turen som måtte ut, vet jeg ikke - men velkomne var de.
Og velkomne følte vi oss - alle vi som med vår egen personlige og fysiske ryggsekk hadde nådd slutten på vår reise og vårt personlige eventyr. Mens jeg satt på bakken og forsøkte å få fotfeste og tørke tårene fra øyekroken, hørte jeg plutselig en gruppe som begynte å synge: "Vi er mesterne, min venn, og vi vil fortsette å kjempe til siste slutt". Vi klarte det, alle sammen, på hver vår måte.
Aldri før har jeg sett og følt så mange mestere samlet på ett sted som her foran katedralen i Santiago. Dette stedet må rett og slett være det lykkeligste stedet i verden. For tenk på det, det er ikke bare i dag at torget syder av liv, kjærlighet og lykke. Det er hver eneste dag, 365 dager i året. I dag har 3442 av oss landet på Kjærlighetens torg.

Takk for kampen, takk for turen og i evig takknemlighet

Epilog 1 - Camino-klassen
Vel fremme i Santiago de Compostela og på vei til sengs, er det på tide med de siste refleksjonene rundt denne reisen.
Jeg trodde at Camino-klassen min var dannet fra dag én og sendt av gårde sammen de neste 14 dagene gjennom tykt og tynt. Her tok jeg så fryktelig og vidunderlig feil på samme tid.
Camino-klassen dannes underveis. Møtet med alle disse fantastiske menneskene fra hele verden blir plutselig til faste samtalepartnere, en kopp øl eller vin, en kaffe, en lunsj og noen ganger middag sammen. Her trodde jeg at jeg kunne holde meg for meg selv, men det kunne jeg heldigvis ikke - slik jeg er av natur.
Klassen min ble internasjonal, og klassen min ble, som så mye annet på denne turen, min egen personlige Camino-klasse.
Takk for at dere fulgte, ønsket velkommen og inviterte:

• Rie og Jan (Danmark)
• Hanne og Agnete (Danmark)
• Berit og Christina (Danmark)
• Carl (Danmark)
• Monique og Leon (Nederland)
• Laura og Chris (Colorado, USA)
• Linda og Monika (Texas, USA)
• Sara, Kristin og Claudia (Tyskland)
• Melanie og Jannes (Østerrike)

Epilog 2 - Og klokere ble jeg....om meg selv ????
Mange spurte meg da jeg fortalte om min forestående tur på Caminoen:
"Kommer du til å få orden på livet ditt?"
"Kommer du til å tenke dypt?"
"Kommer du til å få større selvinnsikt?"
Til alle disse spørsmålene svarte jeg at jeg har full kontroll over meg selv, livet mitt og hvem jeg er. Jeg gjør det fordi jeg kan, og Helle har gitt meg lov til det. Jeg gjør det for å bryte hamsterhjulet og utfordre meg selv fysisk, komme i bedre form og som en sidegevinst gå ned noen kilo.
Mine tanker i dag og mine avsluttende refleksjoner og lærdommer fra denne turen er at jeg nok har tenkt mye mer enn jeg hadde forventet, og at jeg gjennom dette har fått mye mer selvinnsikt. Og jeg lurer på om det ikke også fører til at man blir enda bedre til å styre livet sitt enn man var før Caminoen.
De siste 3 og ikke ubetydelige tankene (for meg) som jeg vil dele er:
At jeg gjennom skriveprosessen og selve skrivingen av ordet kom mye nærmere meg selv og følelsene mine - wow, det hadde jeg ikke sett komme, og jeg anbefaler det på det varmeste.

"Aksepter den du er".

På Caminoen møtte jeg en mann med en ryggsekk som han hadde sydd på:
"Livet er en reise - ikke et kappløp".
På ryggsekken min burde det ha stått
"Jeg elsker utfordringer - og jeg elsker å kappløpe".
Da jeg var 15 år gammel, fikk jeg bare 11 i dansk rettskrivning. Det har irritert meg siden, for det var første og eneste gang jeg hadde mulighet til å få toppkarakteren 13. Det eneste ordet jeg ikke klarte å stave riktig, var: HARES! Jeg var overbevist om at læreren hadde sagt: tårn. Og så stavet jeg det slik i stedet.
Jeg har jaktet på dem siden da, harene altså, og jeg kommer til å fortsette å jakte på dem resten av livet, så lenge jeg kan.