Praktiske oplysninger og pakkeliste til Everest Base Camp Trek

Læs mere om trekkingturen Everest Base Camp Trek

Lande info
Areal:  147.181 km2
Befolkningstal: ca. 26 mio.

Klima
De bedste sæsoner for trekking i Everest området er forår og efteråret. Marts, april, maj og oktober, november er fantastiske tidspunkter at tage på trekking. Det er som regel klart vejr og flot solskin om formiddagen. I løbet af eftermiddagen dannes der ofte lidt skyer fra afdampningen af sneen i bjergene, og så klarer det tit op igen om aftenen. I bjergene varierer temperaturen meget afhængig af højden og tidspunktet på døgnet. Midt på dagen kan det sagtens være lunt i selv stor højde med op til 20-25 grader i 3.000 - 3.500 meters højde. Når solen går ned falder temperaturen drastisk og det kan sagtens blive ned til et par graders frost natten i samme højde.

Religiøse højtider / festivaller
Nepal er primært et hinduistisk land, som også er stærkt præget af buddhisme. Derfor er der rigtig mange religiøse højtideligheder. Flere af de største højtideligheder ligger i trekkingsæsonerne og kan påvirke aktivitetsniveauet. Tag det afslappet, hvis tingene ikke lige går efter planen, det løser sig altid.

Fotografering
Der er utrolig mange motiver i Nepal, så sørg for at have god plads på hukommelseskort. Vis respekt for folk og spørg om lov inden I fotograferer mennesker.

Elektricitet
I kan oplade batterier på alle lodges og hoteller. Strømstyrken er 240 volt, men kan variere meget i bjergene. Det anbefales at medbringe en multiadaptor med flere muligheder.

Telefon og internet
Landekode +977

Husk at slå automatiske opdateringer, data roaming o.lign. fra på din telefon/tablet, så du ikke får en overraskende stor regning, når du kommer hjem. Der er netværksdækning mange steder undervejs på trekkingturen, men det er dyrt at ring hjem, så mange vælger at holde kontakten med familien via SMS.

Sprog
Nepals officielle sprog er nepali, men derudover tales der en lang række af dialekter. I Khumbu og Everest regionen tales der primært Sherpa. Vores lokale guider taler udmærket engelsk, dog som regel med accent. På hoteller, lodges og i forretninger tales der også udmærket engelsk. Det er ikke altid bærerne på trekkingturen taler særlig godt engelsk.

Påklædning
Generelt er påklædningen i Nepal meget afslappet, selv på de gode hoteller, men det er vigtigt at klæde sig med respekt for religion og lokale skikke. Klæd jer derfor anstændigt og tænk over, hvornår I går i shorts, hvis I skal ind og besøge templer og klostre. Det er god skik at have dækket skuldre og knæ.

Tidsforskel
Nepal er 4 timer og 45 minutter foran Danmark og 3 timer og 45 minutter når vi har sommertid.

Vandrekort
…udleveres ved ankomsten til Kathmandu i forbindelse med trekkingturen.

Før afrejsen er der nogle ting du skal have styr på:

Vaccinationer
Vi henviser til at tjekke Statens Serum Instituts hjemmeside: www.ssi.dk samt Danske Lægers Vaccinations Servide på www.sikkerrejse.dk i god tid inden afrejse for opdaterede oplysninger om relevante og evt. påkrævede vaccinationer.

Som kunde hos Mountain Adventures får du 10% rabat på vaccinationer hos Danske Lægers Vaccinations Service, på relevante vaccinationer i forbindelse med en købt rejse. Undtaget fra rabatordningen er grundhonoraret, samt vaccination mod Japansk Hjernebetændelse. Husk at oplyse, at der er tale om en rygsæksrejse med trekking i land-/bjergområder.

Rejseforsikring
Det anbefales at tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker sygdom, ulykke, hjemtransport, tabt ferie, bagage og ansvar. Kunden er selv ansvarlig for at tegne nødvendige rejseforsikringer, som dækker disse omkostninger. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der desuden dækker bl.a. tandlægebehandling, fysioterapi, lægelig fejlbehandling, retshjælp i udlandet, hjemkaldelse, tilkaldelse og sygeledsagelse, forsinket fremmøde, mv. Bagagedækning kan tilkøbes. Gouda Rejseforsikring dækker under alle de aktiviteter, som Mountain Adventures inkluderer i rejseprogrammet. Rejseforsikring via husstandsforsikring eller kreditkort kan have klausuler, der gør, at der ikke er dækning på aktive rejser.

Valuta og prisniveau
Den lokale valuta hedder rupee (NPR). I Kathmandu er der mange hæveautomater, hvor I kan hæve penge, samt vekselboder, hvor der kan veksles kontante dollars og euro. Det er også muligt at veksle eller hæve rupee på kreditkort i Namche Bazar, men vi anbefaler at I hæver/veksler et passende beløb til trekkingturen  før I forlader Kathmandu. På de fleste tehuse tager de ikke mod anden valuta end rupee. Check www.valutakurser.dk for aktuelle kurser.

Drikkepenge
Der er tradition for at give drikkepenge i Nepal. På restauranter rundes der op med cirka 10% af regningen. Der er også tradition for at give drikkepenge til guider og bærere og I skal regne med cirka 50 US dollars i drikkepenge. Turlederen samler drikkepengene sammen i en kuvert for hele gruppen og fordeler drikkepengene mellem vores nepalesiske team.

Pas og Visum
Visum til Nepal kan fås ved ankomsten til lufthavnen i Kathmandu. Visum koster 25 USD. Husk at medbringe 3 pasbilleder til visum og trekkingpermit.

Visum kan også arrangeres hjemmefra på den nepalesiske ambassade. Se http://nepalembassydanmark.com/about-nepal/services/visa/ Passet skal være gyldigt i 6 mdr. ud over opholdets varighed.

Du kan også downloade og printe visumformularer på www.visumformular.dk og læse om ansøgningsproceduren.

******************************

Håndbagage på flyrejsen
Medbring de vigtigste ting som pas, penge, kreditkort, kamera og medicin i håndbagagen, så du er på forkant i tilfælde af at bagagen skulle blive forsinket. Skulle bagagen blive forsinket er det muligt at leje udstyr i Kathmandu. Tag dine vandrestøvler på på flyrejsen.

Afrejse fra Danmark
Cirka 4 uger før afrejse modtager du den sidste information omkring mødetider og mødested i Lufthavnen, samt anden relevant information. Hvis du har brug for at kende mødetiden i lufthavnen tidligere  til f.eks. bestilling af togrejse, så kontakt os.

Flyrejsen til/fra Lukla
Vi skal flyve fra Katmandu til Lukla og retur igen efter trekkingturen. Flyvningen foregår i små 18-20 personer fly som er særdeles velegnet til flyvning i bjergene. Det er dog kun muligt at lande og lette i Lukla hvis det er klart vejr og god sigtbarhed. Det må heller ikke blæse for meget. Det sker tit at flyene bliver forsinket, aflyst eller udsat til næste dag. Det er de forhold man rejser under i Nepal og der er ikke noget vi kan gøre, hvis flyet bliver udsat. Hvis flyet bliver udsat, så væbn dig med tålmodighed. Vi skal nok komme op i bjergene og ned igen og der er plads i programmet til at flyene bliver udsat.

Bemærk: I december 2013 røg alle Nepals flyselskaber på EU’s blackliste, hvilket betyder at de ikke må flyve til og fra lufthavne inden for EU. Selv om vi ikke skal flyve til/fra Europa med et nepalesisk flyselskab, men til/fra Kathmandu-Lukla er vi som rejsebureau forpligtiget til at oplyse om EU’s blacklist.

Turlederen og det lokale team
Trekkingturen ledes af en dansk turleder, som har stor erfaring med trekking i Nepal. Med på trekket har vi også et lokalt team, som består af en Sirdar-guide , som er leder at den nepalesiske stab. Sammen med den danske turleder sørger de for at turen bliver gennemført på bedste vis. Til at hjælpe gruppens deltagere er der typisk 2-3 ekstra sherpaguider, som vandrer sammen med deltagerne. Vi har bærere eller yakokser med til transport af bagagen. Bærerne bærer normalt bagagen for to deltagere, og når du har afleveret udstyrstasken om morgenen, er der ikke mulighed for at komme til den, før vi kommer frem til overnatningsstedet. Bærere og yakokserne bliver hyret lokalt i området af vores lokale samarbejdspartner, som vi har arbejdet sammen med i mange år. Vores samarbejdspartner sørger også for, at bærere er ordentligt forsikret og har rimelige arbejdsvilkår.

Overnatninger
De første par nætter bor vi på Haatiban Resort som ligger på kanten af Kathmandudalen. Haatiban er et dejligt resort med gode dobbeltværelser i bungalows. På selve trekkingturen overnatter vi på Everest Summit Lodges, som er en kæde af gode lodges i Everest området. Everest Summit Lodges er absolut de bedste overnatningsmuligheder som bjergområdet kan tilbyde og kan nærmest betragtes som som hoteller med gode dobbeltværelser med eget bad og toilet. I kan læse mere om Everest Summit Lodges her:

Bemærk: Restauranten og fællesrum er altid opvarmet på Everest Summit Lodges. Det er ikke alle steder at værelserne er opvarmet, men der er elektriske varmetæpper i sengene, så det er absolut ikke et problem at holde varmen om natten. På en enkelt lodge er dog ikke varmetæppe i sengen, men her er der gammeldags varmedunke i sengene, så her er det heller ikke et problem at holde varmen om natten.

Mad og drikke
Alle måltider er inkluderet på hele turen. Morgenmaden spiser vi altid på hotellerne eller de lodges vi bor på. Frokosten spises på tehuse undervejs på trekket, når det passer ind. Det er god solid mad, der serveres på tehusene til frokost og menukortene er stort set de samme på alle tehusene. Aftensmaden på trekkingturen spiser vi på Everest Summit Lodges. I Kathmandu går vi i byen og spiser på nogle af byen gode restauranter. Man kan købe frisk vand på flaske på alle lodges og på de mange tehuse vi kommer forbi på trekkingturen. Vi kan også købe te, kaffe, cacao, øl og sodavand overalt hvor vi kommer frem.

Sanitære forhold
På hotellerne og på Everest Summit Lodges hvor vi bor, er der gode toiletforhold med træk-og-slip, samt badeværelser med brusebad og rindende vand. Da vandet er opvarmet ved solvarme eller gasvarme, er det ikke altid at vandet er meget varmt, men det er muligt at få et brusebad hver dag.
Det er også muligt at komme på toilettet i løbet af dagen når vi vandrer. Det foregår på tehusene vi møder undervejs og her skal du ikke forvente specielt gode toilet forhold.

En dag på stien
En typisk trekkingdag i Khumbu begynder med morgenvækning mellem kl. 06.30 - 07.00. Når vi er kommet i tøjet og har fået morgenmad, pakker vi bagagen i udstyrstaskerne og starter med af gå cirka kl. 08.30. Det er vigtigt at gå i sit eget tempo og holder de pauser, du har brug for. Midt på dagen holder vi en god lang frokostpause, inden vi fortsætter ud på eftermiddagens vandring. Vi er fremme ved overnatningsstedet hen på eftermiddagen og her serveres der er kop te eller kaffe og et stykke kage.  Når vi har fået tildelt vores værelser, er der god tid til at slappe af, snakke med de lokale eller dine rejsefæller, eller læse lidt i en god bog. Aftensmaden serveres mellem kl. 18.00 - 19.00.

Sværhedsgrad
 på Everest Komfort trekket er Grad 3.
3. Grad:
Vandring i bjergrigt terræn med lange op- og nedstigninger. Du vandrer 5-7 timer om dagen i op til 4.000 meters højde. Kræver god kondition og godt helbred, men ingen særlige tekniske forudsætninger eller tidligere erfaring. Kræver godt fodtøj som trekkingsko eller vandrestøvler.

Pakning til flyrejsen og trekking
Du må have 20 kg bagage med på flyrejsen, plus 1 stk håndbagage, som passende kan være din dagtursrygsæk. Håndbagagen må maksimalt veje 7 kilo. Det er praktisk at pakke i en stor rygsæk eller blød taske, som kan tåle at blive kastet rundt i lufthavnene. Det er også muligt at rejse med en kuffert. Hold vægten på et minimum og gør plads til eventuelle indkøb. Påklædningen i Nepal er meget afslappet, selv på de gode hoteller, så du behøver ikke medbringe ”pænt” tøj.

Paksæk til transport af bagagen
Ved ankomsten til Kathmandu får du udleveret en stor udstyrstaske til transport af bagagen på trekkingturen. Udstyrstasken er praktisk for bærere og yakokser at transportere. Hold vægten nede på 12-15 kg på trekket på den bagage I overlader til bærerne. De rygsække, tasker eller kufferter vi har haft med på flyrejsen til Kathmandu, deponerer vi i Kathmandu. Det er praktisk at efterlade noget rent tøj til vi kommer tilbage til Kathmandu efter trekket.

Sovepose
Du har ikke brug for en sovepose, da der er elektriske sengevarmere eller gammeldags varmedunke i sengene på de lodges hvor vi overnatter.

Udstyr
generelt
Nedenfor finder du en pakkeliste til trekkingturen Everest Komfort Trek. Pakkelisten er vejledende og er udarbejdet på baggrund af mange års erfaringer med trekking i Nepal. Generelt handler det mere om at have det ”rigtige” udstyr med og dermed holde vægten nede på cirka 12-15 kilo på trekkingturen.

Tænk over følgende når du pakker:

  • I Kathmandu er det typisk 28-30 grader midt på dagen og lidt køligt om aftenen.
  • I bjergene svinger temperatur meget i løbet af dagen. Det er koldt om morgenen når vi begynder vandringen, men det kan sagtens være 25°C midt på dagen. Når solen går ned falder temperaturen drastisk og det kan godt blive ned til minus 2°C om natten. Tøj til varmt vejr er lige så vigtigt som til koldt vejr.
  • Vi kan varmt anbefale at klæde sig lag-på-lag. Uldent undertøj eller svedtransporterende inderst, med en T-shirt eller skjorte udenpå. Fleece eller uldtrøje som det varme lag og så en vindtæt skaljakke yderst. En dunjakke er super dejlig, men ikke strengt nødvendig og kan eventuelt klares med en varm skijakke.
  • Mange oplever at det er koldere end de havde forestillet sig da de stod derhjemme og pakkede, så sørg for at have nok varmt tøj med
  • Ved ankomsten til Kathmandu får du udleveret en stor udstyrstaske i god kvalitet. Det er praktisk at pakke sit tøj i forskellige plastikposer, så det er ekstra vandtæt og nemmere at holde orden.
  • Er du i tvivl om hvilket tøj og udstyr du skal have med, kan du altid ringe til os og få en snak om påklædning og grej.

Vandrestøvler:
Det er vigtigt at du har noget godt fodtøj tilvandreturen. Gode vandrestøvler med en fast og profileret bund er at foretrække, men man kan også gå turen i gode trekkingsko. Hvis du skal ud og købe nye støvler eller trekkingsko, så køb dem i en rigtig udstyrsforretning, hvor du kan få en god rådgivning. Sørg for at fodtøjet er gået godt til, inden du tager af sted på rejsen. Vi kan anbefale at have to par sokker i støvlerne: Et par tynde indersokker (gerne bomuld) og et par tykke trekking eller uldsokker udenpå. På denne måde kan man undgå mange vabler.

Rabat på tøj og udstyr
Mountain Adventures samarbejder med Friluftsland, hvor alle vores kunder får 10% på grej i butikkerne, såvel som på webshoppen friluftsland.dk  - Du modtager en rabatkode ved køb af rejsen.

Pakkeliste til trekking

  • Rejsetaske til transport af bagagen på flyrejsen til Kathmandu.
  • Dagstursrygsæk (cirka 30 - 40 liter). Skal være behagelig at gå med.
  • Gode vandrestøvler eller trekkingsko med fast profileret bund.
  • Eventuelt vandrestave. Teleskop er praktiske.
  • Lette sko og sandaler til Kathmandu.
  • Vindtæt/vandtæt skaljakke. Goretex eller lign.
  • Eventuel dunjakke.
  • Varm fleecetrøje eller uldtrøje.
  • Trekkingbukser.
  • Shorts
  • Let tøj til Kathmandu.
  • Trekkingtrøjer/skjorter
  • Svedtransporterende undertøj. To sæt er praktisk, f.eks. 1 sæt uldent.
  • T-shirts
  • Undertøj
  • Indersokker
  • Varme og kraftige sokker. Uld eller trekkingsokker.
  • Varm hue
  • Solhat eller kasket.
  • Fingerhandsker.
  • Turtleneck eller let halstørklæde.
  • Gode solbriller som sidder tæt til øjnene, så der ikke kommer lys ind fra siden.
  • Feltflaske til drikkevand (Cirka 1 liter)
  • Pandelampe
  • Solcreme med høj solfaktor.
  • Læbepomade som høj faktor.
  • Håndsprit i tube. Er meget praktisk!
  • Toiletsager.
  • Lille håndklæde.
  • Lommekniv.
  • Personlig medicinkasse med hovedpinetabletter, plaster, neglesaks, klorhexidin.
  • Kamera og oplader, eventuelt med ekstra batteri. Stort hukommelseskort.
  • Paperback læsestof.
  • Eventuelt dagbog.
  • Pas, penge og rejsedokumenter.

God rejse!

Bering Travel

Friluftsland
Rejsegarantifonden
Adventure Travel Trade
 
Gouda Rejseforsikring
;

Kontakt os

Vi er til rådighed alle hverdage fra kl. 09 - 16

Tlf. +45 71 99 65 50

Eller skriv til os på:

[email protected]

Tryghed på rejsen

Berings Tryghedspakke

Følg os

 

;

×Modtag vores Nyhedsbrev

Vi sender nyheder om rejser, konkurrencer og gode tips

Kontakt os ×

Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til os.

Telefon: 71 99 65 50
Mail: [email protected]

Se åbningtider