Sicilien - Lava på Stromboli

Jeg sidder i Trapani lufthavnen, på vej hjem efter en pragtfuld efterårsferie på Sicilien. Vi fordriver ventetiden med at kigge billederne igennem på kameraerne, og genoplever de mange gode oplevelser vi har haft. Det er svært at forstå, at vi kun har været her en uge. Alle de indtryk, på så kort tid. Det er min første rejse til Sicilien, men bestemt ikke den sidste. Som så mange gange før, har den første rejse til en destination, blot givet appetit til flere besøg.

De Lipariske Øer
Den største af oplevelserne var faktisk ikke engang på Sicilien, men på Stomboli, som er den yderste af de Lipariske Øer. Øgruppen ligger lige nord for Sicilien og er tilgængelig fra flere havne på nordkysten. Vi tog den lille hurtigfærge fra Lipazzo, som sejler til Stromboli to gange om dagen. Efter 45 minutters sejlads dukker den karakteristiske konjuktur af keglevulkanen op i horisonten, og kort efter lægger færgen til ved molen på Stromboli. Den lille landsby for foden af vulkanen, består udelukkende af hvide huse med blå vinduer, og leder tankerne hen på det græske øhav. Vi boede på et hyggeligt lille familieejet Bed & Breakfast, hvor det søde gamle ægtepar gik og hyggede om os. Rendyrket idyl!

Stromboli er Europas mest aktive vulkan og formålet med at tage til Stromboli er at se lava. Og mulighederne er gode, da der er indtil flere små udbrud hver eneste time døgnet rundt. Jeg har vandret og klatret i bjerge hele mit liv og mange af dem har været vulkaner. En del af dem har lugtet fælt af rådne æg, når man stod på kraterkanten og kiggede ned i et gulligt dampende krater, men jeg har aldrig set rødglødende flydende lava, endsige en vulkan der sprutter lava højt op i luften. Dem er der faktisk ikke særlig mange af i verden. Den mulighed findes på Stromboli.

I røg og damp
Krateret på Stromboli kan ses fra to vinkler. Enten nedenfra, hvor man fra cirka 400 meters højde kan kigge op til krateret, eller oppe fra toppen af vulkanen i 920 meters højde, hvor man kigger ned på det aktive krater. Vi prøvede begge dele. Om formiddagen gik vi de cirka to timers vandring op til udsigtspunktet i cirka 400 meter. Vandringen er rimelig nem, stien er god og det er tilladt at gå denne rute uden guide. Fremme ved udsigtspunktet kunne vi se op til krateret, der med jævne mellemrum, og bulder og brag, sendte røgskyer op mod himlen. Udsigtspunket er på siden af den skråning, hvor lavaen gennem tiden har løbet fra krateret og ned i havet. Flydende lava så vi ikke noget af, men det er dog stadig en fin oplevelse.

Sidst på eftermiddagen drog vi så af sted mod toppen af Stromboli. Turen til toppen kan kun gøres i en gruppe, under ledelse en certificeret guide. Vi forlod landsbyen cirka kl. 16.00 og begav os af sted udrustet med gode vandrestøvler, vand og forplejning til cirka 5 timer på bjerget. Med i rygsækken var også pandelamper og hjelme. Den første halvdel af trekket går gennem bjergets frodige nedre del, gennem skov og elefantgræs. I cirka 450 meters højde stopper bevoksningen og den øvre del af vulkanen er gold lavamark. Når man kommer op over     trægrænsen bliver stien mere stejl og man er eksponeret for vinden.

Søjler af glødende lava
Efter et par timers vandring faldt mørket på og det var tid at finde pandelamperne frem. Vejret var ikke specielt godt den dag vi gik op og det havde regnet det meste af eftermiddagen. Det var klaret lidt op sidst på eftermiddagen, men der lå stadig en tung sky over toppen. Efterhånden som vi vandrede op gennem den tætte dis, dalede forventningerne om, at vores anstrengelser ville bære frugt. Da vi nåede op til shelterne, der står tæt under toppen, var det tæt tåge og buldermørkt. Vi kunne ikke se en hånd for os. Men efter et kvarters tid, klarede det pludselig op, og i måneskin gik vi de sidste højdemeter op til kraterkanten. Vi satte os i sikker afstand på kraterkanten og betragtede det det rødlige skær fra krateret under os. Det rumlede og der steg røg op. Pludselig sendte vulkanen en søjle af glødende lava op mod himlen. I en kæmpe eksplosion fløj glødende lava flere hundrede meter op i luften, for derefter at falde ned igen rundt om krateret. Forsamlingen jublede i vilden sky, og selv blev jeg faktisk så forbavset over det imponerende skue, at jeg i første omgang glemte at fotografere udbruddet. Det var en sindsyg oplevelse, som overgik mine vildeste forventninger. Heldigvis gentog seancen sig med cirka 20 minutters mellemrum og de næste to udbrud var ligeså imponerende. Efter en times tid på toppen, forlod vi atter kraterkanten og begav vi os ned mod landsbyen. Det meste af turen ned foregik i løst vulkansk grus og efter små to timer stod vi atter foran kirken. En kæmpe oplevelse rigere!